Der endte uden vinder mellem B.93 og Brabrand IF, da de to hold tørnede sammen lørdag eftermiddag på Brabrand IF’s Idrætsanlæg lidt udenfor Aarhus.
Truppen var rejst til det jyske med god optimisme oven på 3-0 sejren hjemme mod HIK fredag 21. august
Og B.93 fik da også en god start på kampen, da Emil Christensen efter blot seks minutter pandede gæsterne foran med 1-0 efter et veludført hjørnespark i venstre side fra Vito Hammershøy-Mistrati, der blev farligt, da flere B.93’ere var med til at gøre det svært for Brabrand-forsvaret i det lille felt og gøre plads til EC.
Efter små minutter slog Vito endnu en sukkerbold ind i feltet efter en kombination med Bassel Jradi, nu fra højre side af banen, ind mod Vincent Abildgaard, der steg til vejrs og headede mod kassen. Desværre fik Brabrand-keeperen afværget det udmærkede hovedstød fra den unge B.93-angriber.
Herfra tog B.93 ejerskab over bolden og kampen, alt imens Brabrand kæmpede for at bryde rytmen i form af flere hårde frispark, der også kastede en række gule kort af sig.
Det blev i det hele taget en lidt rodet og hårdt spillet kamp set over alle 90 minutter, hvilket nok mest af alt var til hjemmeholdets fordel.
Hjemmeholdet lykkedes nemlig godt med at bryde rytmen, og aarhusianerne gjorde det i virkeligheden til en svær kamp for B.93.
Kort inden pausen fik Jonas Berwald så den idé at krølle et langskud ind fra 30 meter. Bolden susede op i fjerneste hjørne uden chance for Frederik Ibsen i 93-buret. Et flot mål, lidt ud af det blå, desværre. Pludselig var en enkelt genialitet nok til at Brabrand IF kunne gå til pause med en stilling på 1-1.
Det kunne B.93 naturligvis ikke være tilfredse med, og de ledte efter løsningerne, der kunne bryde hjemmeholdets betondefensiv op.
Otte minutter inde i anden halvleg kombinerede B.93 sig til et stor mulighed. Nicklas Mouritsen fandt Bassel Jradi, som vendte rundt og sendte hurtige Simon Wæver fri med en stikning i dybden. Men Brabrands sidste skanse i buret kom godt ud og fik reddet Wævers inderside afslutning,
B.93 sad fortsat på bolden i stort set hele 2. halvleg, men det blev aldrig for alvor farligt nok, og når det lignede et optræk til en chance, så manglede skarpheden til at omsætte det til mål.
Som kampen skred frem, duftede det således mere og mere af en pointdeler.
I kampens afsluttende fase fik B.93 skabt noget, der minder om et pres i og omkring Brabrand IF’s felt, men hjemmeholdet stod godt organiseret og B.93 kunne ikke finde nøglerne til at bryde det op.
Efter lidt mere end 90 minutter fløjtede dommeren dermed en hårdt spillet kamp af med stillingen 1-1, som Brabrand IF bedømt ud fra reaktionerne efter slutfløjt forståeligt nok var mest tilfredse med.
NÆSTE KAMP
B.93 tager næste gang imod Næstved Boldklub hjemme på Østerbro Stadion. Kom og vær med til at skabe en ny fredagsfest 4. september 2026. Kick-off er kl. 19:00, men kom i god tid og få hele kampoplevelsen med.
Fungerende cheftræner Nicolas Lendal Munch-Jensen udtaler
– Vi synes vi defensivt spiller en ret fin kamp.
– De får et mål på et skud fra 30 meter, som ikke rigtig er en chance, men bare er fantastisk godt sparket ind. Det må vi give Brabrand.
– Men den defensive organisation stod godt kampen igennem, og det er generelt blevet bedre og bedre. Vi synes vi er lykkedes med at få overført de fokuspunkter vi har haft på det forsvarsmæssige godt til kampene på det seneste.
– Vi har fået sat en bedre prop ind bagude i forhold til de første par kampe.
– Omvendt er det klart, at vi skal få boldbesiddelsen til at blive omdannet til flere chancer. På det område skal vi stadig blive skarpere.
– Det er særligt i spillet med bolden, vi mangler det sidste. I dag har vi svært ved at komme bag om deres bagkæde. Og når vi så endelig kommer bagom, så skal vi genkende hurtigere hvornår vi skal sætte bolden på spil.
– Indstillingen var god hele kampen igennem, men vi har stadig en del at arbejde videre med på træningsbanen.
– Vi glæder os til at se mange fans på Østerbro Stadion på fredag mod Næstved Boldklub, hvor vi vil gøre alt vi kan for at skabe en god kamp med en stærk præstation.
B.93 på sociale medier
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Highlights og stats på 2-division.dk
Du kan se kampens højdepunkter på 2-division.dk mod et gratis login til LigaLogin.
Holdet på banen
Frederik Ibsen
Simon Wæver (ud 75′)
Emil Christensen
Kristian Pedersen (ud 46′)
Nicklas Mouritsen
Patrick Olsen
Mikkel Wohlgemuth
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 60′)
Yasin Belhadj (ud 60′)
Bassel Jradi
Vincent Abildgaard (ud 83′)
På bænken
Aris Vaporakis
Julius Voldby (ind 83′)
Fisnik Isaki (ind 60′)
Lulian Jakupi
Valdemar Lykke (ind 75′)
Tobias Blidegn (ind 60′)
Joseph Kinful (ind 46′)
Christoffer Henriksen
Sven Leschly
Kampreferat: Pelle Kirchner.
Foto: Jeppe Wermuth.