Frem mod hjemmekampen mod Brabrand IF den 24. oktober sætter B.93 og Center for Ludomani med kampagnen Byens Ægte Oplevelser fokus på problematisk sportsbetting og betydningen af at bevare glæden ved fodbolden og fællesskabet omkring den.
En kampdag begynder længe før første fløjt. Med forventningerne på vej til Østerbro Stadion og et gensyn med gamle venner og bekendte på tribunen. Når de 93 minutter fløjtes i gang, er det samtalerne og sangene, der holder os sammen, og tacklingerne og målene, der knytter os tættere til hinanden.
Det er de oplevelser, B.93 vil hylde frem mod hjemmekampen mod Brabrand IF den 24. oktober, hvor Center for Ludomani er kamppartner.
Sammen med Center for Ludomani sætter vi fokus på, hvordan sportsbetting kan komme til at fylde så meget, at glæden ved fodbolden, kampen og fællesskabet træder i baggrunden. Det er desværre en problemstilling, som Center for Ludomani arbejder med hver eneste dag. Særligt bekymrende er det, at problemer med sportsbetting og spilafhængighed også rammer unge mennesker, allerede inden de når myndighedsalderen. Det er en vigtig indsats, som vi som klub bakker op om, og som vi i ugen frem mod lørdagens hjemmekamp er med til at sætte yderligere fokus på.
Fodbold er en smuk sport, der fortjener et trygt miljø omkring sig – et miljø, vi alle har et ansvar for at bevare. spilleafhængighed udfordrer miljøet omkring fodbolden, og vi har et fælles ansvar for at tage den udfordring alvorligt. Vi bliver løbende klogere på det og skal fortsætte med at sætte fokus og bidrage til at forebygge dette.
Som klub har vi et ansvar for rammerne omkring kampene. Vi vil gerne være en klub, der favner bredt, hvor mennesker føler sig velkomne, mødes på tværs og deler glæden ved fodbolden og alt det, der følger med. Fra modtagelsen ved indgangen til livet omkring banen, det sidste bifald og samværet efter kampen.
For oplevelsen omkring fodboldkampene har værdi. I spillet, i spændingen, i jubelen og i alt det, der skaber det nærvær, vi mærker, når vi er sammen på stadion.
Du kan læse mere om de aktuelle tal og den virkelighed, som Center for Ludomani oplever gennem arbejdet med egne klienter, her.
Oplever du selv problemer med sportsbetting eller anden form for pengespil, eller er du pårørende til en, der gør, kan du få hjælp og rådgivning hos Center for Ludomani her.
YDERLIGERE INFORMATION
Pressekontakt
Center for Ludomani
Henrik Thrane Brandt, centerchef
E-mail: hb@ludomani.dk
Telefon: 28 26 77 90
B.93 Copenhagen ApS
Nicolaj Thomsen, adm. direktør
E-mail: nt@b93cph.dk
Kampagnematerialet er udarbejdet af Season Two.