3. september 2026

B.93 henter Mads Abrahamsen

B.93 har sikret sig 19-årige Mads Abrahamsen på en aftale frem til sommeren 2028.

Den unge venstrekant kommer til Østerbro efter en årrække i OB, hvor han har taget turen gennem klubbens akademi og senest været en del af førsteholdsmiljøet.

Mads kom til OB fra Svendborg fB i en ung alder og har siden udviklet sig til en markant offensiv profil på klubbens U19-hold. Her har han vist sig flot frem med sine offensive kvaliteter, hvilket i sidste sæson også åbnede døren til førsteholdet.

Det blev blandt andet til to optrædener i Pokalturneringen for Superliga-klubben, hvor Mads også kom på måltavlen i den ene.

Den 19-årige kantspiller har desuden repræsenteret Danmark på ungdomslandsholdsniveau og var senest en del af den danske trup ved U19-EM i sommer.

Nu fortsætter udviklingen på Østerbro, hvor Mads bliver en del af B.93’s førsteholdstrup.

FUNGERENDE CHEFTRÆNER FOR B.93 COPENHAGEN APS, NICOLAS LENDAL MUNCH-JENSEN, UDTALER

– Vi er rigtig glade for at byde Mads velkommen i B.93.

– Mads er en spændende ung kantspiller med stærke offensive kvaliteter, der både kan skabe og selv komme til chancer.

– Han kommer til os fra en flot tid i OB på deres akademi og har været en del af de danske U-landshold – senest været en del af U19-landsholdet.

– Vi glæder os til at se Mads udfolde sine kvaliteter hos os og bliver en del af det miljø, vi har i B.93.

MADS ABRAHAMSEN UDTALER

– Jeg er virkelig glad for at den her mulighed er opstået og jeg nu kan kalde mig B.93-spiller.

– Det føles som et rigtig godt sted for mig at tage det næste skridt, og jeg glæder mig til at komme i gang og vise, hvad jeg kan bidrage med.

– Jeg har hørt rigtig godt om miljøet i B.93, og så glæder jeg mig meget til at spille på Østerbro Stadion og opleve fansene og stemningen omkring kampene.

– Nu handler det bare for mig om at komme godt ind i truppen, arbejde hårdt og være med til at skabe nogle gode oplevelser sammen, der forhåbentlig involverer en oprykning.

Mads har skrevet under på en aftale med B.93 frem til sommeren 2028, og får trøje nummer 7.

Vi glæder os til at se ham i aktion inden længe. Velkommen til Østerbro, Mads!

Foto: Jeppe Wermuth.