B.93 og Nicolas Lendal Munch-Jensen tager næste skridt sammen, og Nicolas tiltræder rollen som teknisk chef for klubbens 1. herresenior.
Nicolas har været en del af B.93 i de seneste fire og et halvt år og kommer fra en rolle som head of coaching og transitionstræner i klubben, hvor han gennem sit arbejde har markeret sig som et af de mest spændende unge trænernavne i miljøet omkring B.93. Det er ikke gået ubemærket hen i herreseniorafdelingen, hvorfor han nu, i en alder af 27 år, bliver tildelt en af de mest centrale roller omkring klubbens 1. herresenior.
Med stærke faglige kompetencer, stor arbejdskapacitet og en tydelig forståelse for klubbens identitet og spillestil har Nicolas gjort sig fortjent til rollen og det ansvar, der følger med.
EN DEL AF KULTUREN AT HAVE AMBITIONER OM AT UDVIKLE PROFILER INTERNT
Den nye rolle er samtidig et udtryk for den retning, B.93 ønsker at gå i, hvor udvikling, kontinuitet og troen på egne mennesker spiller en central rolle.
LARS LÜTHJOHAN, BESTYRELSESFORMAND FOR B.93 COPENHAGEN APS, UDTALER
– Vi glæder os til at byde Nicolas velkommen som teknisk chef omkring 1. holdet.
– Nicolas kender i forvejen alle i og omkring 1. holdet rigtig godt, og hans ansættelse er et led i vores udvikling af den sportslige stab.
– Nicolas kommer direkte fra akademiet, hvilket betyder, at vi bevarer betydelige kontinuitet i relation til talentudviklingen, derved at hans erfaring med vores egne ungdomsspillere kan komme rigtig godt i spil.
I sin nye rolle som teknisk chef bliver Nicolas en vigtig del af det sportslige set-up omkring 1. herresenior, hvor han blandt andet skal bidrage til at styrke den daglige udvikling og understøtte arbejdet med at skabe de bedst mulige forudsætninger for holdets fortsatte udvikling.
NICOLAS LENDAL UDTALER
– Jeg er både stolt og taknemmelig for muligheden for at træde ind i rollen som teknisk chef og assistenttræner for seniorholdet i B.93.
– Jeg er også meget taknemmelig for den tillid, klubben fortsat viser mig ved at give mig mulighed for at tage nye skridt og påtage mig større ansvar.
– B.93 er en klub med store ambitioner, og jeg ser et spændende potentiale i det projekt, der er omkring seniorholdet.
– Jeg glæder mig til at være med på rejsen, bidrage til det sportslige set-up og arbejde tæt sammen med spillere og stab om den fortsatte udvikling.
I B.93 ser vi et stort potentiale i Nicolas og glæder os over at han nu kommer til at fortsætte sin udvikling i klubben.
Vi glæder os til at følge Nicolas i hans nye rolle.
Foto: Jeppe Wermuth.