Kamp
Referat

B.93 – SKIVE IK

Fuld tid
1-0 Ludvig Fagersted (22')
1-0
7. november 2026

1-0 var nok

Resultat:
1-0
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
6/11/2026
Tilskuertal:
1.344

Fredag aften tog B.93 imod Skive IK i sæsonens sidste hjemmekamp på Østerbro Stadion.

Nogen underholdende affære blev det ikke, for de to hold gjorde, hvad de kunne for at lukke hinandens angrebsspil ned. Men pyt, en vigtig sejr kom i hus – og den var fuldt fortjent.

I kampens indledning var spillet nogenlunde jævnt fordelt, men med B.93 som det farligste hold.

Mads Abrahamsen fyrede et langskud af, som Schubert måtte parere til hjørne. Og Julius Voldby fik en skudmulighed i feltet, men måtte desværre se sit forsøg blokeret af en af de mange Skive-ben foran mål.

Men omkring midten af halvlegen bar anstrengelserne frugt: Et hjørnespark fra venstre blev forlænget til bageste stolpe, hvor Ludvig Fagersted dukkede op. Mellem venner og fjender fik han tæt under mål bugseret bolden det sidste stykke over stregen.

Stort mere skete der ikke i en chancefattig første halvleg, hvor et velorganiseret Skive-hold var godt med i kampen og i store perioder lykkedes med at lukke både vores fløje og vores centrale midtbane ned.

Til gengæld lukkede vores defensiv fuldstændig ned for skibonitternes offensive bestræbelser.

Efter pausen tog kampen en mærkværdig drejning.

De gul-blå fra Skive virkede mere defensivt indstillede end i første halvleg, selv om det var dem, der var bagud. B.93 kunne ubesværet trille minutterne af uret, mens de 1.344 tilskuere blot afventede, hvornår skibonitterne ville smide forsigtigheden over bord.

Underligt at de var så bange for at spille med os, når de før pausen faktisk havde vist, at de sagtens kunne matche os.

Det blev en anden halvleg, hvor B.93 var tættere på 2-0 end Skive var på 1-1.

Vito Hammershøy-Mistrati var tæt på med en lusket afslutning, som Schubert fik den ene hånd på.

Og den indskiftede Mikkel Wohlgemuth fik serveret en stor skudmulighed på kanten af feltet, men måtte se sin afslutning ryge langt over gæsternes mål.

Også en anden indskifter, Sebastian Koch, fik et par gode kontra-muligheder, men manglede den sidste skarphed.

I det hele taget var det herligt at se ikke blot Wohlgemuth og Koch, men også Bassel Jradi tilbage i fuld vigør efter et efterår med skadesproblemer.

Men vi forsømte altså muligheden for at lukke kampen, og så kan det jo galt i den anden ende. Vi skulle dog helt frem til omkring fem minutter før tid, før Skive viste tænder med en sekvens med flere på hinanden følgende hjørnespark.

Christian Kudsk afsluttede i fri position i feltets venstre side, men en sikkert spillende Julius Christensen i 93-målet parerede uden stort besvær. Kort efter fik Gustav Callø en giftig mulighed midt for mål. Heldigvis strøg bolden via en 93’er forbi den ene stolpe.

Mere skete der ikke, og så kunne vi juble over en 1-0-sejr, som var fuldt fortjent på baggrund af en anden halvleg, hvor 93erne helt overtog styringen af kampen taknemmeligt hjulpet af Skives manglende angrebslyst.

NÆSTE KAMP

Efterårssæsonens sidste kamp er ude mod HIK i Gentofte Sportspark Vest. Kampen sparkes i gang på fredag 13. november kl. 19:00. Køb din billet her.

Fungerende cheftræner Anders Stisen udtaler

– Jeg har en oplevelse af at vi er blevet så gode med bolden, at de andre ikke på samme måde tør angribe os mere. Det gør Skive i hvert fald ikke i dag.

– Vi formår i meget høj grad at styre kampen med bolden i en periode, hvor vi er foran. Derfor får vi taget brodden af deres stærke offensiv, som har lavet mange mål de sidste par kampe.

– Der er en kort periode, hvor Skive har mange hjørnespark i træk, men ellers er det flot dét vi får leveret. Vi er meget koncentrerede og gode til at holde flowet og være tålmodige med bolden.

– Det var en meget professionel måde at vinde en 1-0 sejr på hjemmebane på.

– Vi er kloge ved ikke at sætte bolden for meget på spil, når det er ikke er nødvendigt. Skive står i en middel til lav blok og er meget kompakte. Det er vi gode til bare at holde gang i bolden og få dem til at løbe efter den.

– Jeg må også rose vores bagkæde og vores midtbane for at få afvist det lange spil, som Skive kommer med og er gode til normalt, hvor de gerne vil samle andenbolde op og angribe modstanderen derfra.

– Der gør bagkæden et rigtig godt arbejde med at få afvist den første bold. Og midtbane-folkene er gode til at samle den løse bold op.

– Det virker til vi hele tiden er et nøk hurtigere end Skive til at opfatte de situationer og derfra også gode til at fastholde bolden med et par hurtige pasninger.

– Der var lige det første kvarters tid, hvor vi skulle vænne os til det, så vi kom ud af det meget åbne spil, som Skive forsøgte at få i gang.

– Det hjælper selvfølgelig også på roen i vores spil, at vi kommer foran.

– Men derfra har vi god kontrol og viser en stor rutine i alle faser af kampen.

– Så det var en dejlig sejr, og det betyder meget for os alle i truppen og staben at dedikere den til den nyligt afdøde og livslange B.93-fan, Henning Larsen.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Fra kampen mod Skive IK kan du pre-match interview med fungerende cheftræner Nicolas Lendal Munch-Jensen, finde fyrværkeri-velkomst fra B.93 Fanklub, hyldest til den nyligt afdøde og livslange B.93-fan Henning Larsen efter 1-0 scoringen, alle på Østerbro Stadion siger farvel og god rejse videre til Henning Larsen, B.93 Fanklub, fællessang mellem spillertruppen og post–match interview med fungerende cheftræner Anders Stisen.

Highlights og stats på 2-division.dk

Du kan se kampens højdepunkter på 2-division.dk mod et gratis login til LigaLogin.

Holdet på banen

Julius Christensen

Simon Wæver
Emil Christensen
Kristian Pedersen
Nicklas Mouritsen

Vito Hammershøy-Mistrati
Ludvig Fagersted
Tobias Blidegn (ud 66′)

Jeffrey Papa (ud 60′)
Julius Voldby (ud 89′)
Mads Abrahamsen (ud 60′)

På bænken

Isak Lund
Karl Noppen
Chris Henriksen
Sebastian Koch (ind 60′)
Mikkel Wohlgemuth (ind 66′)
Valdemar Lykke
Emil Helmer
Viggo Sahlstrøm (ind 89′)
Bassel Jradi (ind 60′)

Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.