30. marts 2026

B.93 forfremmer Nicolaj Thomsen til administrerende direktør i B.93 Copenhagen ApS

Udvikling i B.93 handler ikke kun om spillerne på banen. Kun 4 måneder efter, at han indstillede sin aktive karriere, tiltræder Nicolaj Thomsen nu som administrerende direktør i B.93 Copenhagen ApS.

Nicolaj afløser Christian Engell, som har været administrerende direktør siden sommeren 2024.

BESTYRELSESFORMAND, LARS LÜTHJOHAN, UDTALER

– Nicolaj har haft en kæmpe betydning for B.93, siden han i 2022 vakte stor opsigt ved i sin bedste fodboldalder at skifte til os i 2. division fra Superligaen.

– Fra dag ét har Nicolaj bevist, at han har hjertet det rigtige sted, at han er en holdspiller med stærke individuelle kvaliteter, og at han har hovedet rigtig godt skruet på.

– Nicolaj er et ledelsesmæssigt talent, som møder mennesker i øjenhøjde og med stor nysgerrighed.

– Vi er meget begejstrede for, at Nicolaj har takket ja til rollen som administrerende direktør, og vi er sikre på, at han bliver en stærk drivkraft i den videre udvikling af B.93.

Nicolaj Thomsen har haft en mangeårig karriere som professionel fodboldspiller i både Danmark og udlandet, blandt andet for AaB, F.C. København og en periode i fransk fodbold, inden han rundede karrieren af i B.93.

Parallelt med fodboldkarrieren har Nicolaj været medstifter af tøjfirmaet Another Aspect, hvor han har arbejdet med branding, forretningsudvikling og daglig ledelse, erfaringer han nu tager med sig ind i rollen som administrerende direktør i B.93 Copenhagen ApS.

ADMINISTRERENDE DIREKTØR FOR B.93 COPENHAGEN APS, NICOLAJ THOMSEN, UDTALER

– Jeg er både beæret og stolt over at tiltræde som administrerende direktør i B.93.

– Jeg har haft fornøjelsen af at være tæt på klubben og dens udvikling, og jeg ved, hvor meget arbejde, passion og tro der ligger bag det, vi har skabt sammen.

– Derfor er det med ydmyghed og stor stolthed, at jeg nu får lov til at stå i spidsen for den videre rejse.

– B.93 er mere end en fodboldklub. Det er fællesskab, traditioner og en særlig ånd, der lever på tværs af generationer – båret af fans, frivillige og en fælles ambition om hele tiden at udvikle os.

– Vi har i de seneste år lagt et vigtigt fundament. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kun har set begyndelsen. Der er noget større i vente, og jeg tror oprigtigt på, at vi sammen kan løfte klubben til et niveau, som både ærer historien og skriver et nyt, ambitiøst kapitel.

– Noget af det, jeg glæder mig allermest til, er at vende tilbage til Østerbro og samle spillere, fans, partnere og frivillige omkring klubben. For det er dér, B.93 for alvor lever.

– Jeg går ind til opgaven med stor respekt, en stærk ansvarsfølelse og en klar ambition om, at vi sammen skal skabe noget, vi alle kan være stolte af.

TAK TIL CHRISTIAN ENGELL

Udnævnelsen af Nicolaj betyder samtidig, at Christian Engell fratræder som administrerende direktør.

BESTYRELSESFORMAND, LARS LÜTHJOHAN, FORTSÆTTER

– Der skal lyde en stor og varm tak til Christian for et tæt og loyalt samarbejde gennem mere end tre år.

– Det har været en periode med betydelige udfordringer, som er håndteret rigtig flot ikke mindst i forbindelse med renoveringen og udviklingen af Østerbro Stadion.

– Christian var en central del af det team, der i 2015 formulerede den strategi, den sportslige tilgang og det værdisæt, som stadig er fundamentet i den professionelle afdeling.

– Christian vil altid være en del af B.93-familien, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

CHRISTIAN ENGELL UDTALER

– Det har været et stort privilegie at være en del af B.93 over 4 sæsoner.

– Opgaverne har været mange og af meget skiftende karakter, men det har bestemt ikke gjort det mindre spændende.

– Jeg ser frem til at følge klubben i de kommende år.

– Tak til partnere, fans, spillere, agenter, frivillige og kolleger for en rigtig god tid. I ønskes alt det bedste fremover.

Foto: Jeppe Wermuth.