Kamp
Referat

HB KØGE – B.93

Fuld tid
0-1 Mikkel Wohlgemuth (11')0-2 Mikkel Wohlgemuth (straffe, 31')1-2 Tobias Thomsen (straffe, 42')2-2 Tobias Thomsen (straffe, 82')3-2 Alfred Gøthler (86')
3-2
3. maj 2026

Tungt nederlag i slutminutterne

Resultat:
3-2
Spillested:
Capelli Sport Stadion
Dato:
1/5/2026
Tilskuertal:
1.384

B.93 fik en drømmestart på fredagens nedrykningsslag i Køge. Efter ti minutter lagde Julius Voldby bolden af til Mikkel Wohlgemuth, der tog chancen fra omkring tyve meter. Hans flade skud strøg i mål ved nærmeste stolpe.

I en spillemæssigt ret jævnbyrdig første halvleg fordoblede 93’erne føringen efter en halv time, da den fikse og hurtige Yasin Belhadj blev fældet af hjemmeholdets Laurits Bust under et gennembrud i straffesparksfeltets højre side. Mikkel Wohlgemuth omsatte straffesparket til mål med vanlig sikkerhed.

Derpå havde Lorentzens tropper ret godt styr på kampen.

Men hjemmeholdet fik desværre en livline fire minutter før pausen, da et hjørnespark fra højre uheldigt endte med at ramme en 93’er på armen. Så var det HB Køges tur til at forsøge sig fra ellevemeterpletten, og Tobias Thomsen var lige så sikker som Wohlgemuth tidligere i halvlegen.

Vores helte fra Østerbro begyndte egentlig anden halvleg ganske fornuftigt. Tilmed fik de i halvlegens indledning en god mulighed for at øge, men Carl Björk ramte desværre bolden skævt, da Wohlgemuth serverede den for ham midt for mål.

Efter omkring 15-20 minutters spil af halvlegen begyndte ”Svanerne” dog at spille sig frem til flere store muligheder.

Aris Vaporakis i 93-målet måtte hive et par flotte parader ud af ærmet efter to nærgående skudforsøg fra Alfred Gøthler. Samme Vaporakis måtte have hjælp af stolpen, da Tobias Thomsen fik chancen midt for mål.

Til sidst gik det dog alligevel galt for os. For minsandten om ikke HB Køge fik et nyt straffespark, igen dømt for hånd på bolden.

Denne gang gjorde tilbagevendte Andreas Heimer alt, hvad han kunne for at holde nallerne fra et skudforsøg med retning imod ham. Men dommeren fandt ikke desto mindre Heimers hænder kriminelle, og Tobias Thomsen afsluttede igen stensikkert fra ellevemeterpletten.

Fire minutter senere blev ondt værre for Lorentzens tropper. Et indlæg fra Mike Jensen blev ikke afvist af 93-forsvaret, og så dukkede Gøthler op ved fjerneste stolpe og snittede bolden i mål til den afgørende 3-2-scoring.

”O Gud, O Gud i Kjøge”, skulle H.C. Andersen have ridset i en rude i den sjællandske købstad. Man forstår ham godt.

NÆSTE KAMP

På fredag 8. maj møder vi Hobro IK ude. Kampen starter kl. 18:00. Vel mødt. Find din billet her.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

– Jeg synes at vi har spillet bedre end i første halvleg. Men jeg fornemmer vi er i totalt kontrol og det kunne jeg godt lide at se.

– Vi afviser alt dét de gerne vil komme med. Indlægsspillet, deres omstillinger, hjørnesparkene. Alt dét havde havde vi garderet os mod og stod skarpt på.

– At være foran 2-0 er en god føring, uden tvivl, men så får de alligevel reduceret lige før pausen, efter en hjørnesparkssituation, som vel og mærke ikke på nogen måde er farligt.

– Vi har headet væk, og skal til at cleare den, Wohlge tager en hånd op for at vise han netop ikke vil ramme bolden, og så bliver der dømt hands.

– Jeg er 100 % sikker på, at den scoring på straffe bliver altafgørende for at HB Køge tror på det i pausen. Jeg føler ikke de har noget at komme med ellers i halvlegen.

– Det giver HB Køge et lille skub, og derudover bliver vores anden halvleg for dårlig.

– Selvom vi efter få minutter skaber en kæmpe chance til Carl, så glemmer vi at arbejde videre på vores måde. Vi bliver bange for at tabe. Mister det mod, vi taler så meget om.

– Vi giver HB Køge for meget plads til at sende for mange afslutninger afsted.

– Det er de mekanismer, der er på spil når vi er med i nedrykningsspillet. Det er meget mere og andet end selve spillet.

– Det foregår også oppe i hovedet, og hvis vi byder HB Køge til dans og lader dem skyde fra alle mulige vinkler, i stedet for at holde dem på færre afslutninger, så kan de tilfældigheder der opstår til de to scoringer til sidst opstå.

– Det må og skal være vores måde at spille og forsvare os på, som skal vinde kampene for os. Vi må ikke stille os nede og putte os. Vi har marginalerne mod os i øjeblikket, men vi må heller ikke give modstanderne mulighederne som vi gjorde i anden halvleg.

– Til sidst en kæmpe tak til jer fans, der var med til at skabe en vild B.93-stemning på tribunen. Vi vil gøre alt vi kan i de sidste fire finaler for at vende tingene og betale tilbage.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Fra kampen i Køge har vi B.93 TV med spillerne, der kommer på banen før kampen, Aris Vaporakis’ flyvende opvarmning, den sidste klargøring i omklædningsrummet, pre-match interview og pep-talk med cheftræner Kasper Lorentzen, pause analyse af assistenttræner Emil Dyre Nielsen og den helt uforlignelige opbakning på tribunen fra B.93 Fanklub, der synger løs med hjertet.

Highlights og stats på 1-division.dk

Du kan se kampens højdepunkter og øvrige stats på 1-division.dk.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Joseph Kinful
Emil Christensen
Andreas Heimer
Wilhelm Nilsson (ud 66’)

Tobias Blidegn
Mikkel Wohlgemuth

Yasin Belhadj (ud 83’)
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 66’)
Carl Björk (ud 83’)

Julius Voldby (ud 57’)

På bænken

Julius Svarre Christensen
Casper Risbjerg (ind 57’)
Emil Møller (ind 66’)
Vincent Abildgaard (ind 66’)
Roni Arabaci (ind 83’)
Christoffer Henriksen (ind 83’)
Ludvig Fagersted
Lulian Jakupi
Muhammad Huzaifa

Kampreferat af Mads Mazanti.
Foto: Tobias Kongsvang.