Kamp
Referat

VSK AARHUS – B.93

Fuld tid
1-0 Jonas Yderholm (straffe, 45+1’)2-0 Jonas Yderholm (57’)2-1 Patrick Olsen (60’)2-2 Julius Voldby (68’)
2-2
13. september 2026

Tredje remis på stribe efter flot moral i Smilets By

Resultat:
2-2
Spillested:
Vejlby Risskov Centret
Dato:
13/9/2026
Tilskuertal:
336

Søndag eftermiddag var B.93 taget til det nordlige Aarhus, hvor VSK Aarhus (en sammenlægning mellem Vejlby/Risskov og Skovbakken) tog imod.

VSK Aarhus har fået en rigtig god start på sæsonen, og det var da også det blåklædte hjemmehold, der var det klart farligste hold i kampens første halvleg.

Vores forsvar havde store problemer med at holde aarhusianernes angribere fra fadet. Især den hovedstødstærke Peter Nemec var tæt på ved flere lejligheder. Vi måtte love for en velspillende og debuterende Julius Svarre i målet. Med flere gode parader var han vores bedste mand før pausen.

93’erne var kun sporadisk farlige, når vi fik sat VSK-forsvaret under pres, men andet end et par behjertede, men ret ufarlige forsøg fra Patrick Olsen blev det ikke til.

Det så dog ud til, at vi med hiv og sving kunne klare 0-0 til pausen, men i halvlegens overtid gik det alligevel galt.

Et indlæg fra højre ramte armen på Mikkel Wohlgemuth. Straffespark, mente dommeren. Det omsatte Jonas Yderholm til scoring. Ærgerligt, men pauseføringen til VSK kunne der ikke indvendes noget imod.

Trænerduoen Anders Stisen og Niclas Lendal Munch-Jensen forsøgte at vende billedet med en dobbeltindskiftning i pausen. Julius Voldby og nytilkomne Jeffrey Papa kom på banen, og det skulle vise sig at være en god idé.

Ført an af de to indskiftere spillede holdet med en helt anden gejst og intensitet efter pausen. Allerede fem minutter ind i anden halvleg var det tæt på at resultere i en udligning, men Voldby måtte se sin ellers udmærkede afslutning blive pareret af en lynrefleks af VSK-målmand Casper Andersen.

Men ak, netop som 93erne pressede på, gik det galt i den anden ende. Aarhusianerne fik tid og plads til at brodere sig igennem i vores venstre forsvarsside. Yderholm tog imod en flad tværpasning, snoede sig fri til skud og sendte bolden fladt over i det lange hjørne uden chance for Julius Svarre.

Hér skal 93’erne roses for at rejse sig øjeblikkeligt oven på dén kolde dukkert. De hvidtrøjede fra Østerbro fortsatte ufortrødent de gode takter og blev belønnet allerede tre minutter senere.

Et godt gennemført genpres resulterede i en bolderobring i VSK-feltet. Simon Wæver bugserede bolden over til Patrick Olsen, der resolut tæskede bolden op i det fjerneste målhjørne. Patricks første officielle mål i B.93-trøjen blev således sendt ind med manér.

Derpå trykkede vi ihærdigt på for en udligning. Målscorer Olsen tvang Andersen i VSK-målet til en flot redning på et hovedstød efter et Mouritsen-hjørnespark blot få minutter efter sin reducering.

Få minutter senere kom udligningen alligevel. Julius Voldby slap fri i dybden, men blev presset ud i en svær vinkel på kanten af feltet. Ikke desto mindre sparkede han med imponerende hårdhed og præcision bolden fladt ind ved fjerneste stolpe. 2-2!

Efterfølgende udviklede kampens slutfase sig til en gang ”indianer-fodbold” med spil, der bølgede fra ende til ende. 93’erne pressede fortsat på, men samtidig forsøgte VSK at udnytte de blottelser, offensiven gav i vores bageste rækker.

Begge hold fik muligheder for at lukke kampen.

VSK Aarhus’ indskiftede Kasper Jørgensen fik en enorm chance, da han fik serveret bolden midt for et mål uden målmand. Heldigvis traf han bolden helt skævt.

I den anden ende fik Jeffrey Papa vores bedste mulighed, da han slap fri i højre side af feltet, men vinklen blev for spids, så Andersen kunne redde.

Således endte det 2-2 i Smilets By. Vi havde grund til at smile over den høje moral, 93’erne viste, da der var mest behov for den.

Stort tillykke også til Julius Svarre med sin officielle debut for B.93.

NÆSTE KAMP

B.93’s næste opgave i 2. division er ude mod Skive IK på fredag 18. september kl. 19:00. Kampen spilles på Hancock Arena. Find din billet her.

Fungerende cheftræner Nicolas Lendal Munch-Jensen udtaler

– Vi spiller en første halvleg, hvor vi slet ikke ligner det hold vi gerne vil være. Det var klart en halvleg under niveau.

– Spillet før pausen bliver for meget på VSK’s præmisser, hvor de lykkes med deres høje pres og vi ikke finder løsninger, samtidig med at vi bliver for passive i spillet uden bolden.

– I anden halvleg får vi meget mere greb om kampen styret af bedre løsninger mod deres høje pres og mere intensitet i vores pres.

– Kampbilledet er mere på vores præmisser, vi skaber chancer og får også scoret de to mål, der er med til at give os et point med fra kampen.

– Stor ros til indskifterne, der kommer ind med stor energi og hæver niveauet. De er klart med til ændre begivenhederne.

– Vi er ikke tilfredse med præstationen før pausen, men det er stærkt at vi kommer tilbage i kampen efter at være nede med to mål.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Highlights og stats på 2-division.dk

Du kan se kampens højdepunkter på 2-division.dk mod et gratis login til LigaLogin.

Holdet på banen

Julius Christensen

Simon Wæver
Emil Christensen (ud 90+1’)
Kristian Pedersen
Nicklas Mouritsen

Patrick Olsen
Mikkel Wohlgemuth
Sven Leschly (ud 65′)

Lulian Jakupi (ud 46′)
Bassel Jradi (ud 46′)
Mads Abrahamsen (ud 69′)

På bænken

Frederik Ibsen
Julius Voldby (ind 46′)
Jeffrey Papa (ind 46′)
Ludvig Fagersted (ind 65′)
Vincent Abildgaard (ind 69′)
Joseph Kinful (ind 90+1′)
Valdemar Lykke
Christoffer Henriksen
Emil Helmer

Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.