I løbet af 90 minutter gik B.93 fra himmel til helvede, men endte til sidst med at dele pointene med Hobro IK i et hæsblæsende opgør i det jyske.
Efter en svær resultatmæssig periode havde B.93 hårdt brug for point, da bussen fredag aften gjorde stop i Hobro.
B.93 kunne da heller ikke have drømt om en bedre start på opgøret.
Efter bare ti minutter af kampen havde Carl Björk held med at drible forbi sin nærmeste modstander ved baglinjen og sende bolden på tværs af feltet, hvor Mikkel Wohlgemuth fra en helt fri position kunne sparke bolden det sidste stykke ind over stregen.
Ti minutter senere bankede B.93 atter på døren for at fordoble scoringen. Denne gang var det Adam Ahmad, der fandt vej til Carl Björk i en lignende situation som ved første mål, men denne gang stod målmanden godt placeret på Björks afslutning.
Bare få minutter senere kom den så. Scoringen til 2-0.
Ludvig Henriksen besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, så han drev bolden et stykke frem af banen og fra en cirka 30 meters afstand fyrede han kanonkuglen af, som kun blev halvklaret af målmanden – og der stod Julius Voldby klar til at score et af de lettere mål i karrieren, da han sparkede bolden det sidste stykke over stregen og ind i et nærmest tomt mål.
2-0 til B.93 efter bare tyve minutter, men hjemmeholdet var stadig med i opgøret og havde også haft tilløb til gode chancer, så de havde langt fra opgivet håbet om et comeback.
Det var der da heller ingen grund til, for med knap ti minutter til pause faldt bolden ud for fødderne af Martin Huldahl ude foran feltet, der sparkede på mål og kunne se sit skud blive afrettet og forbi keeper Aris Vaporakis, der allerede havde kastet sig, og ind i netmaskerne. Super uheldig afretning, som vi har set nogle stykker af i dette forår.
Få minutter før pausen scorede Hobro desværre nok engang. Efter en opspilsfejl i de bagerste kæder efterfulgt af noget klumpspil, blev den til sidst lagt til rette for Søren Andreasen, der koldblodigt brugte sin fodsål til at rulle den forbi Aris Vaporakis og herefter sin inderside til at sparke den ind i nærmest tomt mål.
For så vidt et ganske retvisende udfald til pauseteen, baseret på spil og chancer, men B.93’erne kunne selvfølgelig ikke være helt tilfredse efter at have ført 2-0.
Efter pausen blev ondt så til værre, da Hobro IK for første gang i opgøret bragte sig foran.
En lang bold fra Martin Huldahl gik mellem venner og fjender og fandt frem til Runar Hauge, der pludselig befandt sig alene med Aris Vaporakis, hvorfra han sikkert lagde bolden fladt ind i netmaskerne.
93’erne havde en svær opgave i at samle sig efter målet, men viste høj moral og stærk viljestyrke. Langsomt, men sikkert kæmpede de sig tilbage i opgøret og pressede mere og mere på for en udlignende scoring.
Med tyve minutter tilbage af opgøret tilkæmpede Vito Hammershøy-Mistrati sig til et straffespark, da han kom først på bolden i en duel om bolden inde i feltet.
Den slags muligheder har Mikkel Wohlgemuth taget sig godt af tidligere i sæsonen, og denne gang var ingen undtagelse. Han sendte keeperen til den ene side og lagde bolden med største selvfølgelighed over i højre side.
Det skabte balance i regnskabet, men intentionen og udtrykket var klart hos B.93-spillerne. Bolden blev samlet op og man sprintede hjem tilbage på egen halvdel for at jagte alle tre point.
Og det var da også B.93, der var klart farligst og ville det mest i den efterfølgende periode. Umiddelbart efter scoringen kunne Vito Hammershøy-Mistrati atter have bragt B.93 foran, men hans forsøg sneg sig snert forbi den ene målstolpe.
Alligevel kunne hjemmeholdet i de døende sekunder have løbet med det hele, da langskud sneg sig forbi, men sådan gik det trods alt ikke og umiddelbart efter forsøget fløjtede dommeren af. 3-3 mellem B.93 og Hobro.
NÆSTE KAMP
På fredag 15. maj kommer AaB på besøg i Sundby Idrætspark. Kampen fløjtes i gang kl. 19:00. Find din billet her.
Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler
– Vi møder et godt hold i dag. Det må vi anerkende. De er gode til det spil de kan.
– De er dygtige med deres store og stærke spillere i de fysiske dueller og en mod en. De har individuel kvalitet, er gode til at fylde op i siderne og slå gode indlæg.
– Vi skal finde balancen med at spille os ud af deres pres og skabe noget. Det bliver lidt en ultimativ kamp, for de går all-in på at lægge det tryk og lykkes med det de første ti minutter.
– Når vi så for spillet os ud af det, så får vi skabt store chancer og også scoret til 1-0. Så der er forskellige tidspunkter i kampen, hvor de to hold har deres momentum.
– I modsætning til nogle af de andre bundkampe, hvor det bliver lidt låst, så var det en kamp hvor hvert hold kom med dét, de er dygtige til.
– Vi er oppe med to mål igen, som de får hentet. Det skal vi selvfølgelig være dygtigere til at holde.
– Det er mentalt hårdt for holdet, og så endda få en 3-2 scoring imod sig i starten af 2. halvleg, hvor vi tænker “hvordan har vi et modsvar til det?”
– Det synes jeg egentlig vi får svaret godt på. Vi må aldrig tabe på viljen og motivationen. Det har vi overhovedet ikke manglet de seneste kampe, men der har manglet mod til at gøre tingene på vores måde.
– Det mod har vi absolut, i allerhøjeste grad, i dag. Det er også dét der gør, at vi skaber en kamp, hvor vi bliver farlige. Vi skal selvfølgelig have luret den, så vi indkasserer den anden vej.
– Når vi kan spille på den her måde og er i det, så efterlader det mig en fornemmelse af at vi kan vinde fodboldkampe. Hvor vi i tidligere kampe har været lidt forkrampede på grund af spillet om nedrykning, som sætter sig mentalt, så jeg et godt svar på det i dag.
– Jeg ville gerne have scoret et mål mere end Hobro. Det er klart, at når vi scorer tre mål, så skal vi også kunne vinde. Det skal vi forbedre.
– Men jeg så nogle gode tegn i dag til tro på tingene og forhåbninger til de sidste tre kampe.
B.93 på sociale medier
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Fra kampen i Hobro kan du se B.93 TV med spillerbussen, der ankommer til DS Arena, pre-match interview med cheftræner Kasper Lorentzen, spillerne, der varmer op og post-match interview med cheftræner Kasper Lorentzen.
Highlights og stats på 1-division.dk
Du kan se kampens højdepunkter og øvrige stats på 1-division.dk.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Joseph Kinful (ud 79′)
Emil Christensen
Andreas Heimer
Ludvig Fagersted
Mikkel Wohlgemuth
Tobias Blidegn (ud 61′)
Adam Ahmad
Vito Hammershøy-Mistrati
Carl Björk (ud 61′)
Julius Voldby (ud 73′)
På bænken
Julius Svarre Christensen
Casper Risbjerg (ind 73′)
Yasin Belhadj (ind 61′)
Kristaps Grabovskis (ind 61′)
Emil Møller (ind 79′)
Vincent Abildgaard
Christoffer Henriksen
Lulian Jakupi
Kampreferat af Pelle Kirchner.
Foto: Jeppe Wermuth.