3. september 2026

B.93 køber Jeffrey Papa

B.93 har indgået en aftale med Kolding IF om en permanent transfer af 22-årige Jeffrey Papa til sommeren 2029.

Den offensive spiller skifter dermed Jylland ud med Østerbro og bliver en del af B.93-truppen med øjeblikkelig virkning.

Jeffrey, med det fulde navn Jeffrey Adjei-Broni, har trods sin unge alder allerede opbygget solid erfaring fra seniorfodbolden. Inden skiftet til Kolding IF tørnede han ud for Hvidovre IF, hvor han nåede 61 kampe på tværs af Superligaen, 1. division og pokalturneringen, hvoraf 19 var i Superligaen.

Jeffrey Papa er desuden noteret for en U20-landskamp tilbage i marts 2024.

Nu vender den 22-årige offensivspiller tilbage til København for at fortsætte karrieren på Østerbro.

FUNGERENDE CHEFTRÆNER FOR B.93 COPENHAGEN APS, NICOLAS LENDAL MUNCH-JENSEN, UDTALER

– Vi er glade for at byde Jeffrey velkommen i B.93.

– Jeffrey er en offensiv spiller, der kan dække både 9’er-positionen og kanten.

– Han kommer med nogle spændende kvaliteter på bolden kombineret med fart og evnen til at udfordre sin direkte modstander.

– Vi ser frem til at få ham ind i vores miljø og arbejde videre med hans udvikling.

JEFFREY PAPA UDTALER

– Jeg er rigtig glad for, at skiftet til B.93 er faldet på plads, og jeg glæder mig meget til at komme i gang.

– Som københavner kender jeg selvfølgelig B.93 rigtig godt. Der er store ambitioner i B.93, og jeg kommer hertil for at være med til at indfri dem. Jeg glæder mig til at træde ud på Østerbro Stadion og komme i gang.

– Det er en klub med en stærk identitet og en særlig historie, så det bliver fedt nu selv at skulle trække den hvide trøje over hovedet.

– Så glæder jeg mig til at komme tilbage til København, lære holdet at kende og især til at spille foran klubbens fantastiske fans og forhåbentlig give dem noget at juble over.

Med sin fart og offensive kvaliteter tilfører Jeffrey nye muligheder til B.93’s offensiv, når han nu tager hul på sit næste kapitel i den hvide trøje, hvor han er blevet tildelt trøje nummer 11.

Vi glæder os til at se ham i aktion inden længe. Velkommen til Østerbro, Jeffrey!

Foto: Jeppe Wermuth.