B.93 har indgået aftale med 28-årige Wilhelm Nilsson, som skifter til klubben fra Helsingborgs IF. Nilsson har gennem flere år været en profil i Superettan og var i forrige sæson nomineret til Årets Forsvarer.
Wilhelm Nilsson kommer til B.93 efter flere sæsoner som en bærende profil i Helsingborgs IF, hvor han har været fast mand i midterforsvaret og spillet stort set alle kampe i sin tid i klubben.
Wilhelm kommer med stor rutine fra den næstbedste svenske række og et ry som en meget stabil og spilintelligent forsvarer, der er stærk i både det defensive arbejde og i spillet med bolden. Han har fået sin fodboldopdragelse i IF Brommapojkarna og Djurgårdens IF.
I alt står han noteret for 108 kampe i Superettan, hvor han i 2024-sæsonen blev nomineret til Årets Forsvarer. Den nye kontrakt gælder til sommeren 2028.
Spilintelligent midtstopper med en skarp venstrefod
Wilhelm Nilsson har haft en lidt utraditionel vej ind i professionel fodbold, hvor han undervejs har spillet collegefodbold i USA, mens han tog en bachelor i økonomi på University of North Carolina. Derefter vendte tilbage til Sverige og etablerede sig som en profil i Superettan.
CHRISTIAN ENGELL, ADM. DIREKTØR I B.93 COPENHAGEN ApS, UDTALER
– Vi har været på udkig efter en erstatning for Osvald Søe, og det har vi fundet i Wilhelm. Han er en solid midtstopper med stor erfaring.
– Samtidig har han i kraft af hans kommunikative evner ofte båret anførerbindet på de hold, han har været en del af. I Wilhelm har vi fundet en spiller, vi er overbeviste om passer godt ind i B.93.
– Han er en klog forsvarer, der er stærk i duellerne og god på bolden – og så er han venstrebenet stopper, hvilket har været et stort ønske fra vores cheftræner til vores trup.
– Han har haft andre kontraktmuligheder, og derfor er vi rigtig glade for, at han kan se sig selv i netop det projekt, vi er i gang med i B.93.
– Vi er overbeviste om, at han hurtigt vil vise sit værd på vores hold.
Wilhelm Nilsson glæder sig til at vise sig frem i B.93-trøjen og i 1. division og er klar til udfordringen på Østerbro.
WILHELM NILSSON UDTALER
– Jeg har set flere kampe, været på besøg i København og haft gode samtaler med B.93 om klubben og den måde, man gerne vil spille fodbold på, og det har givet mig en rigtig god fornemmelse.
– Det føles som et naturligt næste skridt for mig at komme til B.93.
– Jeg er en forsvarer, der godt kan lide at tage ansvar, organisere og være en del af spillet.
– Jeg håber, jeg kan bidrage med både ro, kommunikation og kvalitet – og være med til at skabe stabilitet og løfte holdet defensivt.
– Jeg har fået et virkelig godt indtryk af truppen og staben, og jeg glæder mig til at komme i gang og trække B.93-trøjen over hovedet.
Et stort velkommen til klubben, Wilhelm!
Foto: Nicolaj Thomsen.