Vælg en side

Stærk start på udendørssæsonen i B.93 Tennis på både dame- og herresiden.

I Tennisafdelingen har de ikke lagt skjul på deres mål for udendørssæsonen: Oprykning til Elitedivisionen.

Det lykkedes at rykke op indendørs for både dame- og herreholdet og nu er det blevet tid til udendørssæsonen på det røde grus. Der er skarp konkurrence i 1. division, og det kræver dygtighed og fokus, hvis det skal lykkes.

Hos herrerne startede sæsonen med en hjemmekamp på Svanemølleanlægget mod HVT (Hareskov-Værløse Tennisklub). Vi stillede op med et par nye spillere på holdet og havde hele tre spillere skadet.

Nye på holdet var Yanais Laurent fra Frankrig (topfoto) og Sebastian Grundtvig, som er kommet til os fra HIK.

Sebastian Grundtvig er fokuseret under holdkampen. Foto: Henrik Wessmann.

Vi vandt holdkampen 5-1.

Dagen efter skulle kvinderne i kamp i Vedbæk. Her blev det ligeledes til en sikker sejr på 5-1. Ny på holdet var Nicoli Pereira, som man ofte ser på banen som træner i klubben.

Nicoli Pereira sætter baghånden. Foto: Henrik Wessmann.

Resten af holdet var Anna, Sofie og Caroline.

Ugen efter var kvinderne i kamp på hjemmebane på Østerbro mod ATK med Emily i stedet for Nicoli, og det blev til en sikker 6-0 sejr!

Det var en dejlig fredag aften, hvor der blev smidt 100 pølser over disken til de fremmødte. Alexander og Rasmus er hermed forfremmet til at stå ved grillen til alle klubbens 1. holds hjemmekampe – både damer og herrer – så kom frisk næste gang på Svanemølleanlægget.

2. runde for herrerne var en tur til Humlebæk, hvor Øresund Tennisklub var vært. Også her blev det til en 6-0 sejr.

Næste holdkamp er mod Rødovre for både damerne og herrerne. Det kan blive afgørende for herrerne, om vi når vores mål om oprykning. Rødovre vandt over KFUM i sidste runde, der er et andet stærkt hold i rækken. Hos kvinderne ligger Rødovre pt. nr. 1 og har endnu ikke afgivet et sæt.

Caroline Piculell er klar på returen. Foto: Henrik Wessmann.

Det kulminerer i weekenden den 10.-11. juni, hvor der går “Rødovre” i den.

Damerne møder Rødovre hjemme fredag den 10. juni kl. 17:30 og herrerne er på besøg hos dem lørdag den 11. juni med kampstart kl. 10:30.

Kom og støt – 1-2-93!

Tekst: B.93 Tennis.
Fotos: Henrik Wessmann.