23. Torben Klarskov (f. 12.11.1947) – Æresmedlem i 2018 (70 år)
Torben Klarskov Andersen blev udnævnt til æresmedlem på generalforsamlingen 14. april 2018.
Torben blev medlem af klubben som 10-årig (15.03.1958). Torben var en habil højre back på 1. ynglinge, og så er det sagt. Han konverterede tidligt til træner for ungdomsholdne, hvor han var en af legenden Poul Zølck’s disciple. Det var dengang, at alle ungdomstrænere – mere eller mindre – var skolelærere. Det var Torben nemlig også.
Som ung i B.93 viste Torben allerede dengang lederegenskaber. Han var initiativtager til oprettelsen af støtteforeningen ”B.93’s venner” i 1969. På første generalforsamling udtalte støtteforeningens formand Ove Jensen: Kasserer bliver Torben Klarskov, det var ham, der i 1966 kom med idéen, han er et meget aktivt medlem i B.93 og i klubbens ungdomsafdeling, uhyre initiativrig og absolut en mand, vi kan være tjent med på denne vigtige post. Foreningen fik en forrygende start med bl.a. arrangementer i Idrætshuset, hvor klubmedlemmet Dirch Passer sørgede for underholdningen.
Freddie Birtø havde været redaktør af Fodboldbladet fra starten i 2002. Da Birtø stoppede i 2009 afløste Torben ham som chefredaktør. Og året efter blev fodboldbladet til et egentligt medlemsblad. Efter 10 års hårdt arbejde overdrog Torben taktstokken til Mads Mazanti, men stadig med Torben i redaktionen.
Torben er formand for Back-Op-foreningen som støtter ungdomsarbejdet. Han har siddet i Hovedbestyrelsen i 1972/73 og igen 2004/15. Han var drivkraften i forbindelse med klubbens 125 års jubilæum, hvor der var arrangeret reception om formiddagen og en aftenfest. Sammen med Palle ’Banks’ stod Torben for jubilæumsskriftet.
Som tidsfordriv er Torben rapporter for Frederiksborg Amtsavis og så handler han med fodboldprogrammer via sin – ikke børsnoteret virksomhed – Soccer Shop’en.

