29. Hans Drachmann (f. 07-05-1959) – Æresmedlem i 2025 (65 år)
Hans Drachmann blev udnævnt til Æresmedlem ved generalforsamlingen 22. april 2025. Det var lidt usædvanligt, idet han var klubbens siddende formand.
Hans havde i god tid bekendtgjort, at han ville stoppe som formand ved årets generalforsamling. Men Hovedbestyrelsen fik ham til, at tage to år mere. Primært fordi forhandlingerne med kommunen om lejemålet stadig ikke var afsluttet. Også her havde Hans været klubbens nøgleperson.
Hans Drachmann har været medlem af B.93, siden han i 1969 blev meldt ind som 9-årig. Han har spillet på alle klubbens ungdomshold i fodbold og fik 27 kampe på 1. holdet i 1979, inden han på grund af uddannelse til journalist tog ophold i Aarhus og på Fyn, hvor han spillede i hhv. Skovbakken og OB.
Men det er først og fremmest for hans arbejde gennem 20 år i Hovedbestyrelsen, som fodboldformand i en periode og som formand siden 2015, at han udnævnes til æresmedlem.
Hans gik ind i bestyrelsen i 2003, da klubben havde meget alvorlige økonomiske problemer, og han har været en central del af den kreds af bestyrelsesmedlemmer, som har sikret, at der har været styr på økonomien i klubben siden da, og hvor der på mange områder er sket en positiv udvikling i klubben.

