(2008 – 2009)
Benny Gall, født 14-03-1971 i København.
Tiltrådte i januar 2008, efter han ikke fik forlænget kontrakten i FCK, hvor han havde været spillende træner for reserverne (2. division) siden 2003. Hans første hele sæson i B.93 var 2008/09 og den var succesfuld, lige indtil 2. halvleg i oprykningskampen i Brabrand. Ved pausen førte B.93 med 2-0 og kunne derfor klare sig med uafgjort, efter første kamp på det nyrenoverede Østerbro Stadion var sluttet 0-0. Men, ak og suk, i løbet af et kvarter scorede hjemmeholdet tre gange.
For tilskuerne så det ud til, at B.93 havde benyttet pausen til at klappe hinanden på skulderen. Nederlaget kostede efterfølgende Benny en fyreseddel, som fire måneder senere blev afløst af en trænerkontrakt med Elite 3000 i Helsingør, hvor det går rigtig godt. Som spiller kom den høje målmand vidt omkring. Ungdom i Brønshøj, KB og Brønshøj. Som senior Fremad A., KB, Brønshøj, Herfølge, SW Dordrecht/Holland, De Graafschap/Holland, Shrewsbury Town FC/England, Esbjerg og FCK (2 kampe). Udlært blikkenslager, senere selvstændig vognmand.
Benny Gall var cheftræner for FC Helsingør (som tidligere hed Elite 3000) i perioden 2010/13. I november 2013 fik han silkesnoren, noget overraskende. Bestyrelsen var ikke tilfreds med, at holdet ikke for alvor var med i kampen om oprykning til 1. division. Benny fortsatte som assistenttræner i AB i 2014. I slutningen af april 2015 blev Benny Gall fyret af nedrykningstruede AB (1. division), angiveligt pga. dårlig kemi med truppen. Efter blot en uges lediggang blev Benny Gall præsenteret som ny cheftræner for Avarta (2. division), som havde fyret Kim Splidsboel (tidligere træner i B.93), efter blot syv kampe.
5. maj 2015 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

