Windinge, Olaf Sørensen

Olaf Sørensen Windinge (egentlig Vindinge), født 10-09-1877 (Nyborg), angriber, 56 kampe/11 mål (1896/05).

Olaf er historisk, idet han deltog i klubbens første officielle turneringskamp, søndag den 12. april 1896.

Kampen, der blev spillet på Blegdamsfælleden kl. 13:00, var mod KB, og endte med et nedelag på 0-2. Begge mål blev scoret af Vilhelm Schultzer.

Holdopstillingen: 1. Alfred Hauch – 2. August Lange, 3. Peter Mikkelsen – 4. V. Neuhausen, 5. Axel Andersen Byrval, 6. Lauritz Olsen – 7. Johannes Gandil, 8. Oscar Sørensen Windinge, 9. Jacob Staal, 10. Christian Knauer og 11. Christian Arnesen.

Olaf var en af klubbens største spillere i de første 10 år med fodbold. Det var derfor et chok, da han i 1905 valgte at skifte til konkurrenten AB.

Olaf, ugift, der var cand. jur., arbejdede som sportsjournalist på Idrætsbladet. Han var en uhyre flittig skribent. Han skrev ’Fodboldspillets Historie’ som i 1932 blev fulgt op med ’Fodbold, teknik og taktik’.

Da han forlod B.93, havde han i stilehæfte håndskrevet klubbens første 10 år. Selvom han forlod klubben fortsatte han det omfangsrige skriveri frem til 1917. Det hele fyldte 10 stilehæfter på i alt 360 sider.

Det var meningen, at hæfterne skulle være brugt ved et 25 års jubilæumsskrift. Et sådant udkom aldrig. Til gengæld har klubbens historikere haft stor glæde af de mange notater.

Olafs lillebror Oskar spillede en håndfuld kampe for B.93. Deres far, Søren Christian Sørensen, 08-12-1843, var præst (residerende kapellan) i Nyborg til 1880 og derpå ved Garnisonskirken i København. Moderen (hustru fra 1875), 09-05-1851 hed Nicoline Dorthea Winding (med w og uden e). Olaf og Oskar fik i 1912 tilladelse til familienavnet Vindinge, som relaterede sig til Vindinge herred (Nyborg). Som det fremgår under Oskar var de ialt syv søskende.

Olaf udgav flere bøger/hæfter om fodbold, hvor han kaldte sig: cand. jur. O. S. Winding (uden e). Han døde på Rigshospitalet efter han havde fået kraniebrud og en hjerneblødning. Olaf var gift med Margrethe Caroline.

Olaf Sørensen Windinge døde den 27. oktober 1934 (København). Han blev 57 år.

23. november 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen