Erhard Wiig, født 15-02-1890, angriber, 2 kampe/0 mål (1909).
Erhard Wiig var 19 år, da han fik sin debut på førsteholdet. B.93 var handicappet. Angrebet manglede Anthon Olsen (maskinmester til søs), Axel Thufason (syg) og Johannes Gandil (der nu for alvor havde måttet stoppe sin karriere, efter den knæskade han fik under OL i 1908).
Kampen mod AB på B.93’s baner blev vundet knebet 2-1 (Harald Hansen og August Lindgren).
Holdet var: Holger Poulsen – Oluf Kinck Petersen, Harald Hansen – Jacob Tannenberg, Emil Jørgensen, Ove Palsby – Malte Christensen, Magnus Bech, August Lindgren, Harald Lindhardt og Erhard Wiig.
Ugen efter spillede Erhard Wiig sin anden og sidste kamp. Det var mod Frem (2-2). Kampens dramatiske højdepunkt kom, da 93-målmanden Holger Poulsen fik et alvorligt benbrud i et sammenstød med Sophus ’Krølben’.
Holger måtte i en hesteambulance bringes til Rigshospitalet, og han kom aldrig til at spille igen.
3. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

