Sørensen, Per

Per Ove Sørensen, født 16-07-1933 (København), angriber, 20 kampe/9 mål (1953/58). Spillede 1 Y-landskamp/0 mål (1951) for B.93.

Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1952/54), Næstved (1954 – 3 kampe/1 mål), B.93 (1955/58) og Standard (seriefodbold). Per Sørensen var en lille spirrevip, en strålende fodboldspiller, der – trods sin ringe højde – var stærk i hovedspillet. Absolut ingen slider. Som ung var venstrebenet koldt, men så gik han ned til den gule mur og trænede med støvle kun på venstrebenet – og så blev han ”tobenet” (kilde: Mogens ”Købmand”).

Per aftjente sin værnepligt i Næstved, og ligesom Ingemann Petersen (B.93), gav det nogle få kampe for den lokale klub. Da Jesper Hallgren i 2009 udgav bogen ”70 år med de grønne”, havde han problemer med, at finde frem til en del af disse rekrutter. Så måtte vi (Banks og agent Larsen) jo hjælpe ham. Pers debutkamp (2. division) for Næstved var pudsigt nok mod nedrykkerne B.93 (07-11-1954). Hans gamle klub vandt 3-2 på mål af Jørgen Jacobsen (2) og Leif Bergqvist (1).

Per var som ung ansat hos sin far, som var skrædder. Kom senere til farvefabrikken I. C. Hempel og herefter Irma.

Per Sørensen døde den 23. august 2010 (Brøndby Strand). Han blev 77 år.

13. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen