Anders Carl Henrik Sørensen, født 15-12-1877 (Sundby, Amager), målmand, 8 kampe/0 mål (1897/99).
Carl Sørensen, målmand, var ikke ret høj, men en væver og en hurtig målmand, der med træning kunne være blevet noget bedre. Han var en brillant sportsmand og en god kammerat, hvilket følgende sandfærdige historie vil bevise. Vi giver ordet til hans holdkammerat, journalisten Olaf Sørensen Windinge:
”Efter at holdet mod AB var sat, kom Sørensen og meddelte med bedrøvet mine, at vi desværre ikke kunne gøre regning på ham; thi han skulle have bryllup den dag. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre; anden målmand havde vi nemlig ikke.”
Nå, det endte med, at Sørensen lovede at se at få brylluppet udsat til en anden dag, og det blev det, skønt alt var klappet og klart; vielsen berammet og bryllupsgæster indbudt. Vi fik senere at vide, at vor målmand i den anledning havde haft sin første ægteskabelige kontrovers, og at kæresten var noget picqueret. Det kunne man jo i og for sig heller ikke fortænke hende i”.
B.93 tabte desværre kampen.
Carl Sørensen var i 1898 med til, at besejre mægtige KB (3-0) for første gang i klubbens historie. Det gjorde ikke præstationen mindre, at B.93 måtte spille hele kampen med kun 10 mand. Det skyldtes, at Knud V. Høyer i sidste øjeblik blev forhindret i at give møde, og man havde ingen reserve at sætte i hans sted.
Carl Sørensen, der var jernbanemand, afløste Frederik Nielsen i kassen i 1897. Det blev kun til otte kampe, idet han efter et par år blev afløst af John Nielsen, der kom fra ØB.
22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

