Alban Shipsani, født 17-12-1987 (Sverige), angriber, 27 kampe/17 mål (2008).
Alban Shipsani kom til klubben fra Værløse i januar 2008. Inden da havde han spillet i FC Nordsjælland, der havde et talentsamarbejde med Værløse. Senior: Værløse (2006/07), B.93 (2008), Follo/Norge (2009/10), Landskrona/Sverige (2011) og Asker/Norge (2012).
Alban Shipsani var en typisk frontangriber, venstrebenet, hurtig og meget målfarlig – og så havde han et særdeles godt og hårdt skud. Og han skød på alt, også selvom der var en medspiller i en bedre position.
Alban Shipsani debuterede som 20-årig den 23. marts 2008 på udebane mod Glostrup (1-0). Sæsonens kamp nummer 16 i 2. division/øst.
Holdet var: Ulrik Thomsen – Jeppe Hestehave (debut), Mark Strøm, Mads Heisterberg, Emil Farver – Fragan Bakovic, Michael Rytkönen (debut), Bashkim Ziberi – Venhar Sabani, Alban Shipsani (debut) og Jan Isaksen. På bænken: Heine Lysemose (reservemålmand), Lars Hjortshøj, Mohamed Ali (debut) og Mikkel London (debut). Træner: Benny Gall (debuterende).
Kampen blev afviklet i sne og slud, og var tæt på at blive afbrudt i 2. halvleg. Det havde været surt, for Jan Isaksen havde scoret i første halvleg. Debutanten Jeppe Hesthave scorede også, men det var et rødt kort.
Efter fem målløse kampe kom der gang i målmaskinen i foråret 2008: Greve 3-3 (2 mål), Skjold 3-1 (2 mål), KB/FCK 2-4 (1 mål), BSV 2-1 (1 mål), Brønshøj 1-3 (1 mål), Roskilde 0-3 (0 mål), Brøndby/II 2-3 (1 mål) og sæsonens sidste kamp mod Holbæk 5-0 (1 mål). Alban Shipsani havde gjort opmærksom på sin eksistens.
I den nye sæson 2008/09, hvor B.93 havde hjemmebane i Valby Idrætspark, scorede Alban Shipsani i sæsonens første tre kampe, ude mod Skjold 3-0 (1 mål), hjemme mod Avarta 5-1 (3 mål) og hjemme mod Brønshøj 2-2 (1 mål).
Det blev til ni mål i hans 14 kampe i efteråret 2008.
Alban Shipsani måtte stoppe i B.93 ved udgangen af 2008, idet han af familiemæssige årsager måtte rejse til Norge, hvor ægtefællen havde fået arbejde. Alban skiftede af samme årsag til norske Follo FK, hvor han tilsyneladende ikke har fortsat sit ’målorgie’. Efter et ophold i Sverige, vendte Alban tilbage til norsk fodbold i Asker. Her blev han involveret i en sag om matchfishning efter kampen Asker-Frigg.
19. marts 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

