Kaj Villy Peter Robdrup, født 10-06-1913 (RH, København), angriber, 12 kampe/3 mål (1931/36).
Kaj Robdrup fik sin debut i slutningen af sæsonen 1930/31, hvor B.93 i den sidste kamp i 1. division mødte KB (0-1), og derved vandt bronze.
Der var afbud fra Poul Jensen, Haldur Lasthein, Michael Rohde, Svend Petersen og Kaj Uldaler, så det var et noget amputeret hold:
Svend Jensen – Fritz Tarp, Ejner H. Hansen – Poul Zølck, Henry Uldaler, Kaj Robdrup – Georg Hansen, Poul Offenbach, Carl Stoltz, Ernst Jørgensen og Erik Christensen. Kampen, der var en udsat kamp, og derfor noget usædvanligt blev spillet onsdag aften, blev overværet af 7500 tilskuere. DM-vinder blev Frem foran KB, B.93, AB, AGF, B1903, AaB, OB, Horsens og B1901.
Kaj, hvis bedste plads var højre innerwing, var lidt inde omkring holdet (4 kampe/1 mål), der i 1933/34 vandt både KBU-mesterskabet og DM-titlen. Men han havde hårde vilkår, idet angrebet normalt så således ud: Kaj Hansen, Michael Rohde, Henry Nielsen, Kaj Uldaler og Carl Stoltz.
Kaj blev uddannet værktøjsmekaniker hos Rud Nielsen. Lærertiden var fem år (1928/33), hvor timelønnen var fem ører det første år, som steg til ni ører det sidste år. Efter endt læretid var Kaj på Rockfeller Instituttet og senere Panum Instituttet, hvor han blev laboratoriemester. Han var med til at udvikle hjerte/lungemaskinen, og afsluttede sin karriere med en fortjenstmedalje efter 40 års fornemt arbejde. Kaj var kendt for ikke at give op for selv de største udfordringer.
Kaj Robdrup døde den 26. marts 1995 (Ishøj). Han blev 81 år.
8. januar 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

