Frederik Oluf Nikolaj Kinch Petersen, født 16-07-1988 (Vejleby, Rødby), forsvarsspiller, 56 kampe/0 mål (1909/19).
Oluf fik allerede tidligt i karrieren øgenavnet ’Pyro’ fordi han, som en anden pyroman, brændte selv de mest oplagte målchancer. Det var nok derfor, at han spillede højre back i alle sine 10 år på førsteholdet. Han scorede ingen mål i sine 56 kampe, men det var nu ikke så usædvanligt for en back, som kun var i nærkontakt med midterlinjen ved sideskift.
Oluf Kinch Petersen spillede en stabil højre back, og var med til at vinde klubbens første DM-titel i 1916, hvor han dannede backpar med Emil Jørgensen foran Hans Julius Rützebeck. Han var også med, da B.93 i 1911vandt den ny indstiftede KBU-pokalturnering, ved at besejre KB med 2-0. Han blev også pokalmester i 1915 (4-1 over AB).
Frederik Oluf Nicolaj ’Pyro’ Kinch Petersen, øgenavnet fulgte ham over alt, var også en fremragende atletikmand. Han deltog ved OL i 1920 i Antwerpen (Belgien), hvor han blev nummer 11 i kuglestød og nummer 19 i spydkast. Han repræsenterede KIF, og satte 13 danske rekorder. I alt vandt ’Pyro’ 10 danske mesterskaber individuelt. Hans personlige rekorder i kuglestød var 13,285 meter og i spydkast 47,51 meter. Derudover var Oluf Kinch også en fremragende tennisspiller, en af klubbens bedste på det tidspunkt.
Oluf Kinch Petersen døde den 20. november 1964 (København). Han blev 76 år.
29. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

