Petersen, Ingemann

Carl Villy Ingemann Petersen, født 15-12-1923 (København), midtbanespiller, 16 kampe/0 mål (1944/49).

Ingemann Petersen spillede sine 16 kampe over to perioder. 1944/45 (13 kampe) og 1946/49 (3 kampe). Årsagen til pausen var, at Ingemann aftjente sin værnepligt i Næstved. De trafikale vanskeligheder gjorde, at det ikke lige var sådan at rejse frem og tilbage. Ingemann spillede 3 kampe/0 mål for Næstved. Det var for øvrigt mod Brønshøj (3-0), Nakskov (2-3) og OB (3-4).

Ingemann, som aldrig har brugt sine to første navne, debuterede i Idrætsparken mod Køge (2-1) i den anden kamp i foråret 1944. Holdet var: Ove Jensen – Poul L. Hansen, Arne Sørensen – Ingemann Petersen, Per Brandtmar, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Arne Petersen, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Ib Eskildsen.

Ingemann gjorde det så fint, at han var med i forårets sidste 10 kampe. Med en tredjeplads i Kreds 3 skulle B.93 spille kvartfinale om DM, det var ude mod AGF. Efter forlænget spilletid vandt B.93 med 2-1. Sejrsmålet blev scoret af Kaj Hansen i det 97. minut. I semifinalen tabte B.93 til AB med hele 0-5. Det gik endnu bedre for AB’s 1. junior, der samme dag vandt 9-0 over B1908. Det usædvanlige var, at Frank Rechendorff scorede samtlige ni mål.

Ingemann var samme forår med i pokalfinalen mod  Frem. Holdet var: Ove Jensen – Poul L. Hansen, Arne Sørensen – Ingemann Petersen, Per Brandtmar, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Erik Sørensen, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Jørn Steen.

Pokalfinalen, der blev spillet fredag aften, blev et tilløbsstykke. Det kom helt bag på arrangørerne, så tilskuerforholdene var skandaløse. Der var alt for få kontrollører, og mange tilskuere kunne intet se. Det officielle tal var 37.000 men der har nok været 40.000. Mange slap udenom tælleapparaterne ved at planke den.

Kampen på banen blev en gyser. Frem førte 2-0, så udlignede B.93 ved Arne Sørensen (75. minut) og Helmut Nielsen (85.). I absolut sidste minut scorede Kaj Christiansen sejrsmålet, så Frem vandt 3-2. Ærgerligt, især for klubbernes kasserer.

Ingemann Petersen var efter karrieren mange år i spilleudvalget. Han var fast mand i de gamles rafleklub om tirsdagen på ’Slottet’ indtil 2012, hvor helbreddet begyndte at svigte.

Ingemann Petersen døde den 12. november 2015 som 91-årig. Han boede i Belmannsgade på Østerbro.

20. november 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen