Axel Nielsen, født 31-03-1928, midtbanespiller, 24 kampe/0 mål (1949/50).
Axel Nielsen debuterede i den første kamp i foråret 1949, hvor modstanderen var KB, en udsat kamp fra efteråret. Han havde afløst Tommy Thomasen, der spillede højre half det meste af efteråret. Holdet var: Ove Bock – Bruno Axelsen, Per Brandtmar – Axel Nielsen, Poul Andersen, Arn Petersen – Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken, Svend ’Boston’ Nielsen, Eyvind Berger og Kaj Larsen.
KB vandt kampen, der blevet overværet af hele 17.000 tilskuere, med 1-0. Derved havde B.93 efter ni kampe, og halvvejs, kun fire point, og var i overhængende nedrykningsfare.
Skyerne blev mørkere, da B.93 hjemme tabte bundkampen mod B1909 (0-1). En kamp der blev overværet af 23.000 tilskuere. Det lykkedes, at redde livet via en sejr på 2-1 over Frem i næstsidste runde.
Axel Nielsen var med på klubbens store to ugers tur til Spanien fra 20. december 1950. Klubben var på en tilsvarende tur omkring julen 1921. Til dette års tur var truppen: Ove Bock, Poul Andersen, Jørgen Hammeken, Henry Salomonsen, Henning Bjerregaard, Eyvind Berger, Helmut Nielsen, Helge Nielsen/Nitrup, Axel Nielsen, Arne Rasmussen, Knud Petersen, Aksel Kørne samt gæstespillerne Dan Ohland-Andersen (AB), James Rønvang (AB), Knud Lundberg (AB) og Kurt Hansen (B1903).
Truppen på 14 spillere blev reduceret med fire, nemlig Salomonsen, Bjerregaard, Berger og Helmut Nielsen som efter aftale rejste hjem før den sidste kamp. I stedet stødte målmanden Ove Jensen til, og det blev som markspiller.
Kampene var: 24.12.50: Athletico Bilbao-B.93 2-1 (Helmut Nielsen, 30.000 tilskuere). 25.12.50: Real Madrid-B.93 0-0 (50.000 tilskuere) og 01.01.51: Zagaragossa-B.93 5-2 (Dan Ohland, Ove Jensen på straffe, 20.000 tilskuere).
Derved fik Axel Nielsen 24 kampe – og en stor oplevelse.
Axel Nielsen døde den 23. februar 2002. Han blev 73 år.
14. december 2023 / Palle ”Banks” Jørgensen

