Dennis (Bo) Ferdinand Mortensen, født 19-05-1981 (København), angriber, 40 kampe/18 mål (2002/09). Spillede 2 Y-landskampe/1 mål (1999) og 11 J-landskampe/1 mål (1997) – alle kampene for KB.
Ungdom: B.93 og KB. Senior: PSV Eindhoven/Holland (2000/02), B.93 (2002/03 – 26 kampe/14 mål), Skjold (2003/05), FC Nordsjælland (2005/06), Køge (2006), Valur/Island (2006/07), Lyngby (2009), B.93 (2009/10 – 14 kampe/4 mål) og Frem (2010>).
En centerforward med skud i støvlerne og nogle meget lange indkast. Han scorede nogle flotte mål. Han var meget svingende i sine præstationer. Hvis det ikke kørte for ham, kunne han falde helt ud af en kamp og virke uengageret. Da han vendte retur til PSV i 2003, efter lejeopholdet hos B.93 (2002/03), endte det med han blev fritstillet, idet den hollandske storklub, var i gang med at slanke truppen. I stedet skrev Dennis Bo en toårig kontrakt med Skjold.
Han debuterede for B.93 i første kamp i sæsonen 2002/03, en pokalkamp i Næsby (1-2). Fire dage senere spillede Dennis Bo sin første turneringskamp, 1. division, ude mod HIK (3-1), hvor han scorede to mål. Holdet var:
Nicolas Nielsen – Morten Lykke, Michael Jørgensen, Jimmy Müller, Niels Madsen – Bashkim Ziberi, Troels Jensen, Peter Rewers – Christian Brøndum, Rami Kais og Dennis Bo Mortensen. På bænken: Bo Lauritsen (målmand), Carsten Trier Andersen, Peter Fensholm og Thomas Pedersen. Træner: Jesper Pedersen.
Dennis Bo var væk fra B.93 i seks år. Han vendte tilbage i efteråret 2009, hvor han var anfører i sæsonens første kampe i 2. division/øst. Han sluttede efteråret med at være fast på bænken, og så mistede han lysten og stoppede.
Dennis Bo genoptog karrieren i sommeren 2010, hvor han blev hentet til hæderkronede Frem, der var blevet nedrykket til Københavnsserien efter klubbens anden konkurs (den første var i 1993). Frem vandt KS suverænt, og Dennis Bo var en flittig målscore. Nu gælder det så Danmarksserien.
24. juni 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen

