Madsen, Peter

Peter Voetmann Madsen, født 09-11-1962 (England), midtbanespiller, 63 kampe/5 mål (1993/95).

Senior: Lyngby, Helsingør (1987/93 – 160 kampe/17 mål) og B.93 (1993/95). Peter Madsen var en spinkel, hårdtarbejdende midtbanespiller med en fin teknik. Han kunne løbe solen sort. Peter kom til klubben fra Helsingør, hvor han havde spillet seks sæsoner.

Peter Madsen debuterede i en voksen alder som 30-årig i udekampen mod Vanløse. En kamp i 2. division/øst.

Holdet var: Jan Hoffmann – Jan Carlsen, Henrik Fricke, Dan Lübbers, Leif Funcke Nielsen – Thomas Raaschou, Mark Mladenovic, Mads Øland, Peter Bo Hansen – Flemming Jørgensen og Peter Eriksen. På bænken: Peter Madsen og Cliff Hansen (ikke ind). Træner: Erling Bøje.

Det blev til en solid sejr på 3-0. Målscorer: Flemming Jørgensen, Jan Carlsen og Peter Eriksen. Og Peter Madsen kom ind i 2. halvleg. Han var med i den rene efterårssæsons sidste 15 kampe. B.93 vandt turneringen i overlegen stil med 18-14-3-1 og en målscorer på 40-11. Derved rykkede klubben op i 1. division.

Forårsturneringen 1994 i 1. division blev også vundet, denne gang med 14-9-5-0 og en målscore på 37-13. Selvom rækken blev vundet, betød det kun at B.93 blev i 1. division (nummer 1-4 blev, nummer 5-8 rykkede ud).

Efterårsturneringen 1994 i 1. division gav en 5. plads (ud af 10 hold). Denne noget ringere placering betød til gengæld, at B.93 rykkede op i den såkaldte Kvalifikationsliga (til superligaen), dog kun med fire bonuspoint (ud af otte mulige). B.93 blev nummer otte og sidst den eneste gang klubben var i Kvalifikationsligaen. De fire bedste rykkede op, og det var Herfølge, Vejle, Viborg og Ikast.

Disse meget komplicerede turneringsformer eksisterede i perioden 1991/95.

Peter Madsen eksisterede også kun i B.93 til udgangen af 1995. Han lagde støvlerne på hylden, idet hans arbejde hos Semco medførte en del rejseaktiviteter.

Peter Madsen bor i Gentofte.

6. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen