Lundgren, Allan

Allan Lundgren, født 23-09-1952 (Frederiksberg), midtbanespiller, 10 kampe/2 mål (1980).

Allan Lundgren blev kontraktspiller i B.93 før sæsonen i 1980. Allan kom fra Vanløse, hvor han havde spillet 149 kampe. Han var en offensiv midtbanespiller med en god teknik, således stod der på hans ’visitkort’.

Allan var 27 år, da han debuterede for B.93 i den fjerde kamp i sæsonen 1980. Modstanderen i 1. division var Frem på Østerbro Stadion.

Holdet var: Jean Jensen – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Jens Stovgaard – Find Juhl Jensen, Jan Højland, Jørn Siverts – Tonny Madsen, Lars Hansen og Henrik Thomsen. På bænken: Allan Lundgren og Flemming Kofoed. Træner: Erik Dennung.

Allan Lundgren kom på banen i 2. halvleg, men kunne ikke forhindre sæsonens første pointtab, idet Frem vandt kampen 1-0.

Det blev til 10 kampe/2 mål i 1980. Hele seks gange var Allan på bænken uden at blive benyttet. Han scorede mod Køge (1-2) og mod Hvidovre (6-1). I forårskampen mod Hvidovre i Idrætsparken var Allan med fra starten. Her spillede Allan & Co. i ren opvisningsstil, og spillede Hvidovre ud af banen. De øvrige fem mål blev scoret af Johnny Petersen (2), Find Juhl Jensen, Jan Højland og Lars Hansen.

Allan spillede 9 kampe på 2. holdet i 1980. I kampene mod Stubbekøbing (6-1), Holbæk (7-1) og Stubbekøbing (4-2) scorede han to mål. DS-holdet lå undtagelsesvist i Kreds 2.

Allan Lundgren skiftede til Brønshøj fra sæsonen 1981.

28. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen