Lekic, Rajko

Rajko (=Radivoji) Lekic, født 03-07-1981 (Gladsaxe), angriber, 12 kampe/0 mål (1999/01).

Ungdom: Ballerup, Brøndby, KB og B.93.

Senior: B.93 (1999/01), Avarta (2001/02 – 15 kampe/16 mål), Herfølge (2002/03 – 13 kampe/9 mål), Fremad Amager (2003 – 12 kampe/6 mål), Silkeborg (2003/04 – første periode), Xerez CD/Spanien (2004/06 – 33 kampe/6 mål), OB (2006/07 – 18 kampe/ mål), Zalaegerszegi TE FC/Ungarn (2007 – 12 kampe/2 mål), Esbjerg (2007/08 – 23 kampe/6 mål), Silkeborg (2008/11 – i alt 121 kampe/76 mål), New England Revolution/USA (2011), Lyngby (2012), FC Roskilde (2012/14) og BSF (2014/efterår>).

Rajko Lekic startede sin seniorkarriere i B.93 som 17-årig. Han var med i klubbens sidste kamp i superligasæsonen 1998/99, der foregik den 18. juni 1999, ude mod AGF (1-2). Kampen blev ikke spillet på Aarhus Stadion, der var gravet op, men på ’Bane 2’ der lå udenfor Aarhus Stadion. Trods dette var der samlet 2.184 tilskuere.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Flemming Frandsen, Jan Christoffersen, Thomas Madsen, Christian Bank – Michael Szymanski, Morten Karlsen, Patrick Mtiliga – Rajko Lekic, Anders Højlund og Thomas Maale. På bænken: Thomas Høy, Jeppe Tengbjerg og Thomas Axel Madsen. Træner: Peter Grahn.

I de efterfølgende to sæsoner spillede Rajko kun 11 kampe, heraf de ni med start på bænken. Han scorede et utal af mål, når han spillede på 2. holdet, men træneren Christian Andersen var ikke meget for, at give ham chancen på 1. holdet. De var hverken pot-og-pande eller kop-og-kande (citat: reality-Amalie).

Som det fremgår af klubforløbet, så er Rajko ikke en der gror fast nogen steder. Der var mange der rynkede på brynene, da han skrev kontrakt med Silkeborg, for den udisciplinerede Rajko og Jylland hængte ikke ligesom sammen. Skeptikerne tog fejl, Rajko fik sit store gennembrud, da han kom til Silkeborg, hvor han scorede mål på samlebånd (35 mål i 37 kampe). Herefter gik det slag i slag for den meget målsøgende frontangriber på 188 cm. Rajko blev i 2003 kåret til årets profil i 1. division.

Den temperamentsfulde montenegroaner røg ind i nogle disciplinære problemer i OB, og blev udlejet til den ungarske klub Zalaegerszegi. Rajko blev i 2011 solgt til tyrkiske Kanyaspor, men kontrakten blev annulleret, da tyrkerne ikke kunne betale. Han kom så i stedet til USA. Efter et år i amerikansk fodbold vendte Rajko tilbage til Danmark, hvor han i januar 2012 indgik en 1½-årig aftale med superligaklubben Lyngby, der lå under nedrykningsstregen efter første halvdel af sæsonen. Rajko var skadet det meste af foråret, Lyngby rykkede ud og kontrakten blev ophævet I stedet skiftede Rajko til FC Roskilde, som var rykket ned i 2. division. Efter to år i Roskilde skiftede Rajko til DS-klubben BSF (Ballerup-Skovlunde-Fodbold), hvor han skulle være spillende angrebstræner.

Rajko er født og opvokset i Danmark. Hans forældre er fra Montenegro. Han blev dansk statsborger i 1999, og fik sin debut på liga-landsholdet i 2010, hvor han spillede 3 kampe/2 mål på træningsturen til Thailand.

Rajko fik samme år debut på det danske A-landshold i venskabskampen i Østrig (1-2), hvor han kom på banen i det 61. minut i stedet for Nicklas Bendtner. Rajko blev herved den første ikke-etniske dansker på det rigtige landshold.

25. juli 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen