Jonny Lilholt Laursen, født 25-03-1975 (Ebeltoft), 68 kampe/3 mål (1997/99). Spillede 2 Y-landskampe/0 mål (1993) for AGF.
Ungdom: Mørke (5-10 år), Midtdjurs (10-12 år), AGF (12 år), Randers F. (13-14 år) og AGF (14-18 år). Senior: AGF (1994 – 0 kampe), Randers F. (1994/95 – 28 kampe/0 mål), Mørke (1996), B93 (1997/99) og FC Midtjylland (2000/02 – 7 kampe/0 mål).
Jonny – uden h – var en stor (190 cm.) og fysisk stærk midterforsvarer. Suveræn i luftrummet. Udpræget venstrebenet. Bankmanden var krumtappen i B.93’s midterforsvar, da holdet spillede sig op i Superligaen i sæsonen 1997/98.
Han debuterede i den første kamp i foråret 1997 ude i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager (0-1). Holdet var: Jan Hoffmann – Dan Lübbers, Peter Bo Hansen, Jonny Laursen, Asaf Fazal – Jan Christoffersen, Daniel Jensen, Ketil Clorius, Claus Nielsen – Kenneth Christiansen (nu Heiner-Møller) og Thomas Høy. På bænken: Morten Rutkjær, David Rasmussen og Christian Kronholm. Træner: Johnny Petersen.
Sæsonen 1996/97 sluttede med en ottendeplads i 1. division. Sæsonen 1997/98 blev en gyser, hvor B.93 i sidste kamp i Hvidovre (4-2) sikrede sig oprykning til superligaen sammen med Viborg, og for næsen af Herning (før fusionen med Ikast).
I superligasæsonen (1998/99) fik Jonny mere overarbejde, end han nogensinde havde haft i banken. Målscoren 22-80 er en god rettesnor for, hvor bolden for det meste befandt sig. B.93 fik hele ni røde kort; Jonny så rødt ude mod Silkeborg (2-2).
Jonny rejste tilbage til Jylland i 2000, hvor det blev til få kampe for FC Midtjylland, inden han som 27-årig lagde støvlerne på hylden efter en korsbåndsskade.
Jonny Lilholt Laursen er udlært i Unibank (Nordea), blev senere boligkonsulent ved Eurodan-Huse i Århus. Han havde forskellige øgenavne i de forskellige klubber: Snake, Neye og Lange.
29. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

