Larsen, Tommy

Tommy Larsen, født 12-12-1957 (København), midtbanespiller, 21 kampe/1 mål (1992/93).

Tommy Larsen kom til klubben fra Ølstykke i sommeren 1992. Tommy var en lille, meget lille, teknisk, meget teknisk, midtbanespiller. Han var lille, til gengæld var hans hår langt, så han behøvede ikke spille med rygnumre, han var let genkendelig. Og i øvrigt havde han spillet i så mange klubber, at han var kendt over alt.

Tommy debuterede som 34-årig i den første turneringskamp i efteråret 1992. Det var hjemmekampen mod Hvidovre den 1. august (1992). En kamp i 2. division/øst.

Holdet var: René Heitmann – Jan Carlsen, Henrik Fricke, Dan Lübbers, Jan Jacobsen – Thomas Raaschou, Tom Sander, Michael Nielsen, Peter Bo Hansen – Flemming Jørgensen og Torben Rasmussen. På bænken: Mark Mladenovic og Tommy Larsen. Træner: Erling Bøje.

Kampen blev tabt med 1-2. I løbet af efteråret spillede Tommy 15 kampe, heraf de 13 som indestarter. Han scorede et enkelt mål mod Avarta (4-1). Til trods for åbningsnederlaget vandt B.93 turneringen, som var en dobbeltturnering med 10 hold over en halvsæson i efteråret 1992. Tommy spillede seks kampe i foråret 1993, alle som indskifter, i 1. division.

Med en debutalder på 34 år, 7 mdr. og 20 dage sneg Tommy sig ind på klubbens angliste over ældste debutanter. Kun overgået af Helge Bronée i 1959 (37 år, 4 mdr. og 11 dage) og Thycho Westenholtz i 1902 (37 år, 2 mdr. og 15 dage).

Tommy var noget af en flakker. Så meget at man kunne læse i Hvidovres kampprogram, at Tommy havde spillet i så mange klubber, at programredaktionen gav op.

Vi giver ikke op men prøver: Jyllinge, Ølstykke, Frem (1980), KB (1981), Fremad Amager, Hvidovre (1985), Kastrup (1986), Frederikssund, Ølstykke, B.93 (1992/93) og Frem (1994). Nå, det var ingen succes, vi arbejder videre på sagen ved lejlighed.

Hans bror Michael Larsen var også divisionsspiller, men ham lader vi sejle sin egen sø (spillede ikke i B.93).

6. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen