Larsen, Steen

Steen Larsen, født 21-11-1957 (Sønderborg), forsvarsspiller, 23 kampe/1 mål (1986/87).

En tvilling kommer sjældent alene. Det gjorde Steen heller ikke, da han kom til klubben i 1983 sammen med sin tvillingebror Kim. Tvillingerne var direkte import fra Sønderborg, hovedstaden på Als. Kim blev fast mand på 7. holdet og scorestedet ‘The Juke’.

Steen, der var speditør, var en hårdt arbejdende forsvarsspiller. Han var hverken hurtig eller en fremragende tekniker, men han ydede altid en stor arbejdsindsats.

Efter at have spillet tre år på 2. og 3. holdet fik Steen sin debut på førsteholdet i hjemmekampen mod Svendborg (2-2) den 12. august 1986, hvor han blev skiftet ind. Vi befinder os i 2. division, hvor Allan Steen er ny træner efter Lars Francker, der blev fyret i sommerpausen.

I de sidste 11 kampe i 86-sæsonen tilkæmpede Steen sig en fast plads på i midterforsvaret i stedet for Fætter Højben (Lars Højberg, red.). Årets sidste kamp, ude mod B1909, gælder nedrykning for begge hold, kun en sejr tæller.

Holdet var: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Steen Larsen, Ole Petersen, Leif Funcke Nielsen – Claus Mortensen, Johnny W. Hansen, Christian Koldbech – Jens Kolding, Torben Rasmussen og Henrik Nielsen. På bænken: Jan Henriksen og Lars Højberg. Træner. Allan Steen.

En af klubbens mest nervepirrende kampe blev vundet med 3-1. Målscorer: Torben Rasmussen (2) og Henrik Nielsen (1). Derved fik Steen Larsen & Co. en fornøjelig hjemtur i bussen.

Steen spillede 11 kampe i foråret 1987 på forskellige pladser i den bagerste kæde. Han opnåede 60 kampe på 2. holdet i perioden 1983/88 fordelt på årene med: 10, 11, 18, 10, 8 og 3.

Begge tvillingerne bor igen i Sønderborg.

30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen