Larsen, Erik (årgang 1945)

Erik Larsen, født 05-04-1945 (Tølløse), angriber, 1 kamp/0 mål (1968).

Erik Larsen kom til klubben som seniorspiller. Det skete i forbindelse med, at han skulle læse til læge i København.

Doktoren, som han blev kaldt, spillede på diverse sekundahold, herunder 2. holdet. Han var en hurtig højre wing, men ingen forventede rigtig, at han skulle komme på 1. holdet. Men sådan skulle det ikke gå.

Efter et elendigt forår 1968: Silkeborg (0-2), B1901 (1-6), Randers Freja (2-4) – en kort opblussen mod – Ikast (4-1) og Næstved (5-2) – nyt nederlag mod B1903 (2-5) – så tre gange remis mod Slagelse (2-2), Skovbakken (1-1) og Vanløse (1-1) og nederlag mod Brønshøj 1-3, var man fremme ved sidste kamp før sommerpausen, ude mod Køge.

Nu skulle doktoren have en chance. Holdet: Bent Jørgensen – Hans Paulander, Tom Andersen – Erling Bøje, Leif Kronholm, Flemming Mathiesen – Erik Larsen, Flemming Nielsen, Erik Rønnow, Arvid Christensen og Jan Wennecke. Træner: Bengt Annemann.

Der var nu ikke megen ’stuegang’ ude på højre fløj på Køge Stadion, og kampen endte med et slemt nederlag på 0-5 til stor glæde for de fleste af de 2.000 tilskuere.

Det blev Erik Larsens eneste kamp på førsteholdet. Der blev ikke foretaget flere indgreb fra doktoren, der er fra Tølløse, ligesom den noget mere kendte cykelrytter Michael Rasmussen (kyllingen). Doktoren er senest sporet til Jyderup.

20. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen