Larsen, Carl Helge

Carl Helge Johannes Larsen, født 29-06-1914 (Fredericia), angriber, 19 kampe/15 mål (1936/41).

Ungdom: Fredericia. Senior: Fredericia (1932/35) og B.93 (1936/41). Carl Helge var en hurtig høje wing, der samtidig var meget målfarlig. Han kom på udvalgte jysk hold medens hans endnu spillede for Fredericia. Det var som højre wing. For B.93 spillede han mest centerforward, meget målfarlig.

Carl Helge Larsen debuterede i KBU-turneringen mod AB (1.5.1936). Han var således 21 år.

Holdet mod AB var: Svend Jensen – Poul L Hansen, Børge Holmfred – Aage Nørregaard, Henry Nielsen, Knud Rasmussen – Kaj Hansen, Kaj Robdrup, Carl Helge Larsen, Kaj Uldaler og Carl Stoltz.

B.93 vandt kampen med 5-1, og Carl Helge scorede to mål. Kaj Uldaler scorede også to mål. Sidste mål blev scoret af Kaj Robdrup.

Der var – ikke overraskende – genvalg til Carl Helge i næste kamp, som også var en KBU-turneringskamp mod B1908. Det blev igen til en sejr (4-1), og igen scorede Carl Helge to mål. Næste kamp mod B1903 (1-2) scorede Carl Helge ikke. I sæsonens sidste kamp mod HIK (6-1) scorede Carl Helge igen to mål.

Det var lidt pudsigt med Carl Helge og to mål. Han spillede 19 kampe, hvor han i syv af kampene scorede to mål, i en enkelt kamp nøjedes han med et mål og i de øvrige 11 kampe scorede han ikke.

I sæsonen 1936/37 var han med i 12 af de 18 kampe i 1. division. Carl Helge blev dobbelt målscore mod KB (3-1), B1903 (4-2), Esbjerg (4-2) og Helsingør (5-2). Mod HIK var han eneste målscorer for B.93, men desværre sluttede kampen 1-1. Og i øvrigt brændte Erik Spang-Larsen (HIK) et straffespark i sidste minut, hvor mørket havde sænket sig over Idrætsparken.

Carl Helge Larsen havde således en stor andel i at B.93 vandt bronzemedaljer i 1936. DM blev vundet af AB (28 p.) foran Frem (26 p.), B.93 (25 p.), KB (24 p.), B1903 (23 p.) – og så til provinsen – AaB (16 p.), AGF (12 p.), Esbjerg (11 p.) – retur til hovedstaden – HIK (10 p.) – nedrykker Helsingør (5 p.).

Carl Helge Larsen døde 12.05.1983 (69 år). Han boede i Bellmansgade 19 på Østerbro. Han arbejdede som kranmontør hos Titan. Han havde fire børnebørn, bl.a. Kasper Eliassen, som var meget behjælpelig med at indsamle oplysninger om hans morfar.

22. januar 2026 / Palle ”Banks” Jørgensen