Krohn, Aske

Aske Krohn Ringgaard, født 01-06-1987 (København), forsvarsspiller, 70 kampe/4 mål (2004/11). Spillede 24 Ung-landskampe/0 mål: 3/U20, 2/U19, 2/U18, 14 U17 og 3 U16 i perioden 2002/06

Ungdom: Gørløse, Hillerød, Hundested, Store Lyngby og B.93. Senior: B.93 (2004/06 – 34 kampe/0 mål), ADO Den Haag/Holland (2006/07), Frem (2007/08 – 33 kampe/1 mål), Køge (2008), FCK II (2009), B.93 (2009/10 – 23 kampe/1 mål), Frederikssund (2010/efterår) og B.93 (2011/forår – 13 kampe/3 mål).

Er en teknisk stærk spiller, udpræget venstrebenet. De to sidste gange (2009/10 og 2011) Aske har været i B.93, har han spillet venstre back, også selvom hans bedste plads er på midtbanen, og også selvom hans stærke side ikke er det defensive. Med sine 172 cm/69 kg. er Aske ikke ligefrem noget fysisk pragteksemplar. Og man kan ikke se, at han er vokset op på en gård med landbrug.

Han debuterede for B.93 i lokalopgøret mod Skjold (0-4) september 2004 (1. division). Holdet: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Dan Lübbers, Anders Bjerring Qvist, Jonas Schumacher – Emil Dyre Nielsen, Ole Puggaard, Kim Madsen (udvist), Peter Fensholm – Anders Hadberg og Olcay Senoglu. På bænken: Salahattin Mecovski (målmand), Aske Krohn, Martin L. Jensen og Michael Jensen. Træner: Danny Jung og Dan Lübbers. Sæsonen endte med nedrykning.

Efter en rundrejse kom Aske nu tilbage til B.93 i 2009, var i efteråret 2010 en smuttur i Frederikssund, før han igen vendte tilbage til B.93. I Askes 69 første kampe for B.93 havde han scoret et sølle mål, kvalifikationskampen mod Hobro (1-3) i 2010. I sin sidste kamp, hans kamp nummer 70, vandt B.93 hjemme 3-0 over Vanløse, og hvad skete der så – Aske scorede alle tre mål! To på frispark og et efter flot kombination med Bassel Jradi. Han valgte altså at stoppe, medens han var på toppen.

Sommeren 2011, netop fyldt 24 år, stoppede Aske med divisionsfodbold. Han skulle passe sit civile job og lege med datteren. Han regnede dog med, at der blev tid til at spille futsal, et spil hvor han allerede havde vist gode evner. Aske spillede 2 A-landskampe/0 mål (2012) i futsal for JB Futsal Gentofte.

28. juli 2012 / Palle ”Banks” Jørgensen