Knudsen, Michael

Michael Fabäch Knudsen, født 20-11-1969 (Frederiksberg), forsvarsspiller, 11 kampe/0 mål (2002).

Michael Knudsen – og hans lillebror Thomas – kom til B.93 efter Preben Elkjær og Thomas Olsen i foråret 2002 havde købt aktierne (af moderklubben B.93) i det konkurstruede professionelle selskab, der drev betalt fodbold i B.93.

De nye ejeres første mission var, at redde B.93 fra nedrykning fra 1. division. Efter første halvdel af turneringen 2001/02 lå B.93 med 15 kampe og kun 12 point i den absolut tunge ende af divisionen. Så brødrene Knudsen skulle deltage i redningsaktionen sammen med de andre nye: René Tengstedt, Ronny B. Petersen og målmanden Anders Amstrup.

Michael Knudsen havde spillet for Hvidovre (1988/97 – 140 kampe/10 mål). Han havde senest spillet i Brønshøj. Michael var en hård og kontant forsvarsspiller.

Den 32-årige Michael Knudsen debuterede i forårets første kamp, som var en udekamp i Randers. Turneringskamp nummer 16 i 1. division.

Holdet var: Anders Amstrup (debut) – Michael Jørgensen, Michael Knudsen (debut), Dan Lübbers, Niels Madsen – Morten Karlsen, Troels Jensen, Newroz Dogan – Bashkim Ziberi, Christian Brøndum og Ronny B. Petersen (debut). På bænken: Theis F. Rasmussen (målmand), Rami Kais, Thomas Abel og Danny Jung. Træner: Jesper Pedersen.

Kampen i Randers blev tabt med 0-1. Michael Knudsen var med i 11 af forårets 15 nervepirrende kampe, alle i midterforsvaret. I næstsidste kamp vandt B.93 overraskende 1-0 (Niels Madsen, straffe) oppe i Farum, der heldigvis allerede havde sikret sig oprykning til Superligaen.

I sidste runde gjaldt det Brønshøj på hjemmebane. Situationen var den usædvanlige, at begge hold kunne redde livet med uafgjort, medens et nederlag formentlig ville betyde nedrykning. Før sidste kamp havde Brønshøj og B.93 hver 27 point, medens Kolding lige under stregen havde 24 point. Kampen sluttede ikke overraskende 1-1, og selvom Kolding vandt måtte de bide i det sure æble.

Michael Knudsen opnåede, at spille syv kampe sammen med sin bror Thomas. De stoppede begge efter den nervepirrende forårssæson.

13. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen