Harry Sophus Johansen, født 21-02-1915, angriber, 1 kamp/2 mål (1935).
Harry Johansen, der var nyoprykket ynglingespiller, debuterede i den første kamp i DM-turneringen (1. division) 1935/36. På Idrætsparkens bane skulle B.93 møde Næstved, der for første gang i klubbens historie var i den bedste række. Harry var kommet med efter afbud fra Henry Nielsen. Holdet var:
Svend Jensen – Fritz Tarp, Børge Holmfred – Poul L. Hansen, Poul Zølck, Haldur Lasthein – Svend Petersen, Kaj Hansen, Harry Johansen, Kaj Uldaler og Carl Stoltz.
Næstved stillede op i hvide trøjer, så B.93 spillede i blå trøjer. Dengang var det udeholdet, der have første prioritet. Kampen blev som ventet vundet af B.93, cifrene blev 6-2 (2-1).
Debutanten Harry Johansen scorede til 2-0 og 3-2. Også Kaj Hansen scorede to gange. De sidste mål var signeret af Carl Stoltz (straffe) og Kaj Uldaler. Der var 3.000 tilskuere, og kampen blev ledet fornemt af Sophus Hansen, Frem (tidligere landsholdsmålmand, red.).
Det lød til, at Harry havde fået en kanondebut, men vi giver lige ordet til Idrætsbladet: ”Selvom B.93’s debuterende forward, nyoprykket ynglingespiller, så bør han ikke komme med igen før han bliver dobbelt så hurtig. Og så skal han klippes. Fodboldspillere med hår over øjnene er en uting”.
Og det blev rent faktisk Harrys eneste kamp. Hans målgennemsnit på 2,00 er der ingen andre der har overgået.
Beklageligvis kender vi ikke Harrys videre skæbne. Heller ikke om han blev klippet.
7. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

