Jørgensen, Palle ‘Banks’

Palle ’Banks’ Jørgensen, født 19-10-1945 (RH, København), målmand, 10 kamp/0 mål (1969/72).

Tjah, hvordan skal vi gribe den sag an, efter at have skrevet 773 andre profiler. Denne gang må vi holde os til sandheden.

Palle Banks blev medlem af B.93 den 23. august 1956. I løbet af de 55 år har han spillet (stået på mål, red.) i helt nøjagtig 999 kampe, når vi kun tæller KBU- og DBU-kampe. Ikke noget med vinterturneringen, træningskampe, jubilæumskampe, internationale kampe, Persson-Cup og andet snavs.

Som ungdomsspiller havde den lange målmand nogle fremragende trænere: Jørgen Voigt (lilleput), Michael Rohde (drenge), Arno Nielsen (junior) og som ynglinge Eyvind Berger første år og Ernst Spiegelhauer andet år.

Palle Banks fik sin debut på førsteholdet som 23-årig den 10. august 1969 i pokalkampen mod Fremad Valby (2-1) i Vanløse Idrætspark. Støvsugeren (Bent Jørgensen, red.) var heldigvis skadet.

Holdet var: Palle ’Banks’ Jørgensen (debut) – Hans Paulander, Leif Kronholm, Finn ’Ludo’ Jensen, Hans Christian Kanstrup – Erling Bøje, Bernhard Deneke – Mogens Jørgensen, Arvid Christensen, Svend Petersen og Jørgen ’Luffe’ Petersen (debut). På bænken: Niels Ole Bihlet. Træner: Erik Dennung.

Det blev en beskeden debutsejr på 2-1, målscorer Leif Kronholm og Arvid Christensen.

Efter sporadiske optrædener på divisionsholdet spillede Palle Banks sin sidste kamp den 6. august 1972, som også var en pokalkamp mod Fremad, denne gang Amager, og denne gang i Sundby Idrætspark. Denne kamp vil vi godt lige se lidt nærmere på.

Ved stillingen 2-1 til B.93 kort før pausen fik hjemmeholdet tildelt er straffespark. Sparket fra Frank Skytte nappede Palle Banks. Hvis du ikke tror på det, så henvises til klubbens hjemmeside, historie, 1. holdet, kampbilleder m.v. Og i øvrigt vandt B.93 kampen 3-2 på mål af Bent Andersen (2) og Erling Bøje (1):

Efter redningen gav han sig selv tilnavnet ’Banks’, som han også benyttede, da han begyndte at forurene landet med alle mulige fodbold- og håndboldbøger. Historie-og statistiktossen har skrevet bøger om klubbens historie i 1999 og igen i 2008.

Palle Banks spillede 150 kampe på 2. holdet i perioden 1964/77 (150-73-27-50, målscore 290-229). Han var anfører, da 2. holdet i 1971 vandt Danmarksserien med 22-15-3-4, målscore 41-15. Den uofficielle klubrekord på 150 kampe, blev beklageligvis nappet af Flemming Carlsen i 1996 (158 kampe).

Det lykkedes Palle Banks at komme på udvalgt hold. Da han var 43 år, kom han på KBU’s udvalgte veteranhold, der skulle spille mod de øvrige lokalunioner i anledning af DBU fyldte 100 år i 1989. I finalen i Idrætsparken tabte København med 1-3 til Fyn.

På given foranledning. De 999 klubkampe er fordelt således: 24 (lilleput), 32 (drenge), 38 (junior), 43 (ynglinge), 8 (talentholdet), 10 (1. holdet), 150 (2. holdet), 53 (3. holdet), 20 (4. holdet), 7 (5. holdet), 74 (7. holdet), 142 (oldboys), 53 (veteran), 46 (superveteran), 147 (masters), 59 (supermasters), 47 (grand old masters) og 46 (super grand old masters). Hvis du vil have kampene fordelt på årstal, så skriver du bare.

Palle Banks, der var ansat i Danske Bank(s) i 45½ år (1962/08) sad i hovedbestyrelsen 1986/87 og 1996/97. han har været medlem af klubbens Kulturudvalg siden det blev opfundet i 1999 (formand siden 2011). Han er også formand for oldboysforeningen. Palle Banks blev klubbens 19. æresmedlem i 2010. Mon ikke han har indstillet sig selv.

19. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen