Erik Jepsen, født 26-01-1936 (København), angriber, 15 kampe/2 mål (1957/59).
Erik Jepsen var en teknisk venstrebenet offensiv spiller. Hans favoritplads var venstre innerwing. Jeppe var ikke den hurtigste på Østerbro og han havde ikke fråde om munden når han var i kamp.
Han var ungdomsspiller med bl.a. Ole Flemming Hansen og Jørgen Sundquist. De var alle tre med på påsketuren 1954 med 1. ynglinge til Schweiz.
Erik Jepsen debuterede som 21-årig i udekampen mod B1913 (2-1) i kamp fire i efteråret 1956. Turneringen strakte sig over 1½ år. De 10 hold mødte hinanden tre gange. Forklaringen var, at turneringen skulle omlægges fra efterår/forår til kalenderåret. Turneringen blev vendt 34 år senere (foråret 1991), og begrebet Superligaen blev det nye navn for 1. division.
Holdet mod B1913: Kurt Hansen – Leif Rønnow, Børge Christensen – Flemming Nielsen, Poul Andersen, Erik Jepsen – Henning Bjerregaard, Per Sørensen, Aage Christensen, Jørgen Jacobsen og Ole Mullerup. Træner: Leo Nielsen.
Erik Jepsen fik en tilfredsstillende debut, og var også med i næste kamp (1-1 mod Næstved).
Sine sidste 13 kampe spillede Jeppe i 1958 og 1959 og 12 af disse kampe var på favoritpladsen som venstre innerwing. Det blev til to mål i 1958 mod hhv. AaB (3-1) og i pokalkampen mod Rødby (6-2). I efteråret 1958 var Jeppe med i de fleste kampe, dog ikke i den sidste i Næstved (2-1), hvor B.93 sikrede sig en overraskende oprykning til 1. division.
Han spillede fire kampe i 1. division (1959), mod Vejle (0-4), KB (0-1), Esbjerg (0-1) og B1903 (1-0).
Erik Jepsen spillede på diverse sekundahold i en del år.
Erik Jepsen, der skiftede navn til Højborg i 2005, døde den 12. maj 2008 (Skælskør). Han blev 72 år.
16. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

