Jensen, Tom (målmand)

Tom Jensen, målmand, 8 kampe/0 mål (1988).

Tom Jensen kom fra Hasle på Bornholm i foråret 1988. Tom var en målmand med hurtige reaktioner. Til gengæld fyldte han ikke så meget i feltet, han var ikke så høj og så var han spinkel. Han var fysisk, den diametrale modsætning til sin forgænger på førsteholdet Jean Jensen.

Målmandspladsen var blevet ledig, efter Jean Jensen var stoppet, for i stedet at blive tankangriber på tredjeholdet, hvor han viste gode evner. Umiddelbart forinden havde klubben fyret den vellidte træner Allan Steen, og i stedet ansat Karsten Aabrink, der havde spillet 300 ishockeykampe for Herlev og Rødovre. Han have været juniortræner i Brøndby for fodboldholdet.

Trænerskiftet kunne godt have noget at gøre med at Jean var stoppet midt i sæsonen. Derved fik Tom Jensen uventet sin debut på førsteholdet. Det skete i sæsonens kamp 10, en hjemmekamp mod Slagelse.

Holdet mod Slagelse: Tom Jensen – Thomas Lykke, Michael Dahl, René Johansson, Carsten Jørgensen – Carsten Friis, Kenneth Bech, Wlady Jatczak – Jens Kolding, Mukremin Jasar og Henrik Pedersen. På bænken: Henrik Aaen og Johnny W. Hansen.

Kampen mod Slagelse blev vundet 2-0. Tom fik en fin debut, og holdt nullet. Tom var med i de efterfølgende syv kampe mod: Kastrup/ude (1-5), Esbjerg/hjemme (0-0), pokalkamp Albertslund/ude (0-1), B1913/ude (3-6), Helsingør/hjemme (0-1), Viborg/ude (1-3) og OKS/hjemme (4-3).

Den meget underholdende kamp mod OKS blev Toms sidste. Da der var spillet et kvarter stod der 0-3 på lystavlen, men så scorede Kenneth Bech, Jens Kolding, Kenneth Bech – halvleg – og Jens Kolding (75. minut).

Tom blev sat af, idet det var lykkedes, at få Jean Jensen til at finde målmandshandskerne frem igen.

Tom spillede 13 kampe på 2. holdet. Han spillede efterfølgende for Ryvang (som senere blev fusioneret med ØB, og blev til ØIF).

Som det fremgår så mangler vi en fødselsdato på Tom, og det er jo en ren skandale, som vi håber på at få rettet op på.

2. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen