Marco Thomas Gudmann Holst, født 16-01-1988 (Gentofte), forsvarsspiller, 101 kampe/4 mål (2012/16).
Marco Holst var ungdomsspiller i Lyngby. Hans seniorkarriere foregik i BSV, Avarta og Skjold. Han skiftede til B.93 i foråret 2012, hvor han sammen med Jonas Lorentzen og Thomas Høegh var nye i truppen. De skulle være med til, at få B.93 væk fra placeringen omkring nedykningsstregen i 2. division/øst.
Marco debuterede i den første kamp i foråret, som var en udekamp mod Avarta (0-0), som også befandt sig omkring den kedelige streg.
Holdet var: Jakob Thomsen – Valon Ljuti, Marco Holst, Martin Heisterberg, Nicklas Jensen/Mouritzen – Thomas Høegh, Mourad El Bariaki, Danny Mirabel – Emil Dyre Nielsen, Basse Jradi og Sadulla Elezi. Indskiftet: Wissam Nielsen og Mohamed Azaquoun. Ikke benyttet: Nico Jørgensen og Simon Bloch Jørgensen (målmand). Træner: Thomas Petersen.
Marco Holst var også med i næste kamp, som var hjemme mod det suveræne bundhold BGA. Det blev en af de ringeste kampe, som B.93 nogensinde har spillet. B.93 tabte med 1-3 og det blev BGA’s eneste sejr i 30 kampe. Nederlaget var en medvirkende årsag til, at B.93 endte med at rykke ud. Efter et par kampe på bænken blev Marco skadet. Han var først med i sæsonens sidste kamp, hjemme mod Fremad Amager (3-3).
Marco var blandt de få, der fortsatte i klubben efter nedrykningen. Sammen med Jakob Thomsen, Danny Mirabel, Emil Dyre Nielsen, Martin Heisterberg og Thomas Høegh skulle Marco udgøre ryggraden på holdet i sæsonen 2012/13. Det erklærede mål var en hurtig returbillet til 2. division.
Med en forholdsvis sikker førsteplads i DS (foran Vanløse) kunne returbilletten indløses. Marco havde svært ved at bibeholde sin plads i midterforsvaret og han måtte starte 11 af sine 25 kampe på bænken.
I efteråret 2013, hvor B.93 var tilbage i 2. division/øst, var Marco reserve i de fleste af de første 13 kampe. Men i de sidste seks kampe var han med i midterforsvaret, hvor han i alle kampene var blandt de bedste, bl.a. i pokalkampen mod superligaholdet AGF (0-2). Han greb virkelig chancen. I foråret 2014 var det også Marco Holst og Martin Heisterberg der passede midtforsvaret. Det var også de to, der dannede et bundsolidt makkerpar i efteråret 2014. De gentog sucessen i foråret 2015. Makkerparret havde deres store andel i, at der kun gik 38 mål ind i sæsonens (2014/15) ialt 33 kampe.
I efteråret 2015 fik Marco konkurrence, idet den nye træner Morten Rutkjær hentede Mads Nielsen tilbage-fra-Frem. Derfor spillede Marco kun ni kampe i efteråret. I foråret 2016 spillede Marco 10 kampe, og i hjemmekampen mod Avarta (1-1) rundede han de magiske 100 kampe.
Da Marco – til stor overraskelse for mange – ikke fik forlænget sin kontrakt med B.93 skiftede han i sommeren 2016 til DS-klubben Jægersborg.
19. august 2016 / Palle ‘Banks’ Jørgensen

