Holm, Kristian

Kristian Holm Jensen, født 28-02-1991 (Tuse), midtbane, 50 kampe/1 mål (2016/18).

Ungdom: Tuse IF (5-16 år) og Nordvest/Holbæk (16-18 år). Senior: Nordvest/Holbæk (2016/18 – 158 kampe/6 mål) og B.93 (2016/18).

Til efterårssæsonen 2016 fik B.93 tilgang af 25-årige Kristian Holm, der ellers havde spillet hele sin seniorkarriere i Holbæk, hvor han var anfører for 2. divisionsholdet. Årsagen til klubskiftet skyldtes primært, at Kristian var flyttet til København, nærmere betegnet Østerbro, hvor han skulle læse til fysioterapeut på Metropol.

Kristian Holm er midtbanespiller, en arbejdsom en af slagsen, en ledertype. En væsentlig forstærkning af midtbanen.

Han fik sin debut i sæsonens første kamp (2. division), hvor modstanderen var Brønshøj på Østerbro Stadion. I foråret havde hvepsene været tæt på at rykke op i 1. division, så udeholdet var forhåndsfavoritter.

Holdet var: Lucas Chang-Andersen – Nicklas Granzow, Martin Heisterberg, Adam Emme Jørgensen og Emil Farver – Kristian Holm, Anton Peterlin, Andreas Heimer – Emmanuel Ogude, Omar Roshani og Sebastian Czajkowski. Indskiftet: Mohammad Ali, Bjørn Zabel og Kristoffer Bødker. Træner: Morten Rutkjær.

Kristian fik en flot debut i en overraskende – og sikker – sejr på 4-1 (Ogude/2, Heimer/1, Omar/1).

I efterårets 17 kampe var Kristian Holm med i de 15 kampe, alle som indestarter. Differencen på 2 kampe, skyldes, at han fik direkte rødt kort i hjemmekampen mod Frem (1-1) efter en hård tackling.

30. oktober 2018 / Palle ‘Banks’ Jørgensen