Henriksen, Jan

Jan Hee Henriksen, født 17-04-1965 (København), forsvarsspiller, 22 kampe/0 mål (1986/91).

Jan Henriksen var ungdomsspiller i klubben, en af de mest velopdragne. Han var en udpræget forsvarsspiller, der med sin hurtighed var god til at erobre bolde. Han havde en tilfredsstillende boldomgang. Jan var ingen bisse på banen, vel nærmest lidt for flink (få eventuel rådgivning hos formanden, red.). Man kunne ikke se på hans tacklinger, at han var pladesmed i det civile.

Jan fik sin debut på førsteholdet som 21-årig i udekampen mod Vanløse (2-2), kamp 17 i sæsonen 1986, som foregik i 2. division.

Holdet var: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Lars Højberg, Ole Petersen, Claus Mortensen – Johnny W. Hansen, Per Jønsson, Leif Funcke Nielsen – Torben Rasmussen, Henrik Nielsen og Claus Munkedal. På bænken: Jan Henriksen og Henrik ’OB’ Nielsen.

Jan Henriksen var med i de sidste seks spændende nedrykningskampe i sæsonen. I den sidste og afgørende, ude mod B1909 (3-1), kom han ind i 2. halvleg.

Jan skulle bruge fem år på, at opnå sine 22 kampe på førsteholdet, fordelt på årene: 1986/8, 1987/4, 1988/2, 1989/0, 1990/1 og 1992/7.

Til gengæld er han en af de få, der har spillet over 100 kampe på 2. holdet. Vi tager lige fordelingen på hans 106 kampe: 1984/2, 1985/0, 1986/13, 1987/9, 1988/14, 1989/9, 1990/21, 1991/14, 1992/15 og 1993/9.

Han ligger dog ikke øverst på listen over flest 2. holdskampe (periode1960/00). Klub 100 hedder: Flemming Carlsen (158), Palle Banks (150), Peter ’Tysker’ Svendsen (142), Lars Højberg (121), John Iversen (114), Søren ’Hattens’ Rasmussen (106) eller Jan Henriksen (106), Gunnar Aagesen (104) og Carsten Jørgensen (102).

Jan Hee Henriksen er en sjælden gæst i klubben, selvom han bor i Gentofte.

30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen