Henrik Fricke, født 30-07-1965 (Thisted), forsvarsspiller, 125 kampe/10 mål (1992/95).
Ungdom: Viby (Jylland). Senior: Viby (1984/87), Frem (1987/91 – 1 kamp/0 mål) og B.93 (1992/95).
Fricke var en stærk midterforsvarer, der var særdeles god til at placere sig. Derved kompenserede han for sin manglende hurtighed. Fricke var stærk i hovedspillet, og scorede ofte når han luskede sig op i modstanderens felt ved hjørnespark.
Fricke var ungdomsspiller i Viby ved Aarhus, hvor han bl.a. spillede sammen med den nok så kendte Flemming Povlsen. Sammen blev de jyske mestre for ynglinge i 1983.
Fricke meldte sig ind i Frem, da han startede på politiskolen i København. Bortset fra en enkelt totokamp mod Siófoki Bányársz fra Ungarn (1-4), spillede Fricke på DS-holdet, der to gange (1990 og 91) vandt danmarksmesterskabet, og det var med Fricke som anfører.
B.93 hentede udover Henrik Fricke, ved samme festlige lejlighed, også hans klubkammerater Peter Bo Hansen. Det var lidt af et scoop. Frem må have sovet i timen.
Henrik Fricke debuterede som 26-årig i sæsonens første kamp i 1992, der var en udekamp i 2. division/øst mod Roskilde. Og noget usædvanligt var debuterende Fricke holdets anfører.
Holdet var: René Heitmann (debut) – Torben Rasmussen, Henrik Fricke (debut), Thomas Raaschou, Jan Jacobsen – Jan Carlsen (debut), Mads Øland (debut), Tom Sander – Michael Nielsen, Kim Hansen (debut) og Flemming Jørgensen. På bænken: Danny Jung og Mark Mladenovic (debut). Træner: Erling Bøje.
Trods seks debutanter vandt B.93 en sikker sejr på 4-0. Målscorer Flemming Jørgensen (2), Danny Jung og Kim Hansen. I næste kamp mod Hvidovre (1-0) var Peter Bo Hansen også med, og derved var der seks spillere med en fortid i Frem (René, Henrik, Thomas, Flemming, Danny og Peter Bo).
Fricke blev turneringsvinder i 1992 (foråret/2. division), 1992 (efteråret/2. division), 1993 (efteråret/2. division) og 1994 (foråret/1. division). Umiddelbart ser det forkert ud, men det er det ikke. Turneringsformen i perioden 1991 til 1995 var kun for folk med realeksamen. Den blev afviklet med halvårsturneringer, nogen gange med kun oprykning, andre gange med kun nedrykning. Fra 1995/96 blev helårsturneringer genindført, samtidig med, at det gav 50% mere på pointkontoen for en sejr.
I de fire år Fricke var i klubben spillede divisionsholdet 131 kampe. Fricke var med i 125 af disse. Det svarer til 95,4% og det er rigtig meget flot. Fricke var indestarter i 122 kampe, og han var anfører i samtlige disse (122 kampe). Fricke startede på bænken tre gange, som alle var efter skader.
Henrik Fricke kunne derfor med samvittigheden i orden, rejse hjem til Aarhus i 1996, sammen med ægtefællen Pernille og deres to børn, Anna og deres to børn, Anna (årgang 1991) og Nikolaj (årgang 1994). Henrik spillede gammelmandsfodboldbold i barndomsklubben Viby.
Henrik Fricke døde den 17. marts 2015 (Højbjerg). Han blev således kun 49 år. Da klubben i 2012 startede Nostalgifest for gamle førsteholdsspillere blev Henrik naturligt nok inviteret. Han meldte fra i 2012 pga. helbredsmæssige årsager (hjerneblødning), men deltog i fin form i 2013. Han døde af hjernecancer.
19. marts 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen

