Preben Fahrenholtz, født 21-03-1936 (Helsingør), målmand, 9 kampe/0 mål (1963/68).
Det ville være i strid med sandheden, at kalde Preben Fahrenholtz, også kaldet ’Fahrenhyleren’, en klassisk målmand.
Dertil var han for utraditionel i spillet mellem stængerne, hvor det klart fremgik, at han ikke var født og opvokset som målmand. Han fyldte godt i målet, hvis han da ikke havde forladt det for at blande sig i spillet udenfor feltet. Hans gribeteknik var ikke på Schmeichel-niveau, så hvis bolden var våd, så slog han konsekvent til den (han var gammel bokser, red.).
Fahrenholtz debuterede på 1. holdet i en alder af 27 år. I kampen i 2. division (21-09-1963) i Idrætsparken mod Skovshoved afløste han Bent Jørgensen, der ugen forinden var blevet skulderskadet i en pokalkamp ude mod Aalborg Freja (4-1). Holdet mod SIF: Preben Fahrenholtz – Bengt Annemann, Kurt ’Sejerø’ Nielsen – Bjarne Eklund, Leif Petersen, Jørgen Jacobsen – Lindy Olsen, Svend Aage Petersen, Walther Jensen, Bernhard Deneke og Tom Søndergaard.
Det blev til en debutsejr på 4-3 til Fahrenholtz, som også var med i de tre næste kampe, mod Horsens (2-4 på en regnvåd Vanløse Idrætspark), Ikast (2-0) og Frem (2-2). Herefter var Bent Jørgensen klar til de tre sidste kampe, som var mod Vanløse (5-1), Randers Freja (6-2) og Odense KFUM (3-0). Derved rykkede B.93 (og Frem) op for næsen af Horsens, der i sidste kamp kun fik uafgjort ude mod bundholdet HIK (1-1), som blev trænet af Eyvind Berger.
Bent Jørgensen blev på ny ukampdygtig, da han i foråret 1964 fik en metalsplint i øjet på arbejdet. Da 2. holdsmålmanden, 18-årige, Palle ’Banks’ Jørgensen samtidig havde fået hjernerystelse, eller hvad vi skal kalde det, i en kamp ude på Brønshøj i et sammenstød med John Bengtsson, var der åbnet op for et comeback til Fahrenholtz. Det gav ham yderligere fire kampe på cv’et, og nu var det i 1. division. Ude mod Esbjerg (2-2), i Idrætsparken mod B1901 (4-2), Brønshøj (5-2) og B1903 (3-1). I kampen i Esbjerg hujede tilskuerne voldsomt af Fahrenholtz, der kvitterede ved at åbne munden og vise dem sit gebis – så lukkede de munden. Som en ekstra bonus betød uheldene for 2 x Jørgensen, at Fahrenholtz kom med på klubbens begivenhedsrige tur til Færøerne samme sommer.
Der skulle gå fire år før Fahrenholtz fik sin sidste kamp, og det var en af de mere groteske. Vi befinder os på Østerbro Stadion søndag den 7. april 1968, hvor dagens modstander er B1901. Under lørdagstræningen var Hans Paulander faldet og slået armen, men først om natten begynder armen at gøre ondt, og han tager på skadesstuen og bliver iført gips på hele venstre underarm. Da alle klubbens øvrige hold havde spillet, udtog UK-formanden Fahrenholtz sig selv, dog kun som 12-mand, og satte den oprindelige 12-mand, angriberen Arvid Christensen, på den for ham uvante plads som højre back.
Næste fase i denne usædvanlige kamp var, at venstre wing Finn ’Ludo’ Jensen måtte udgå med et sprængt ledbånd efter 30 minutter ved stillingen 1-1. Og så var det på banen med den 32-årige UK-formand som venstre wing. I 2. halvleg spillede Fahrenholtz højre back – uden succes – og Arvid blev rykket frem i angrebet. B1901 vandt anden halvleg 5-0 og kampen 6-1, John Nielsen scorede fire mål.
Og i øvrigt viste det sig senere, at Hans Paulander alligevel ikke havde brækket amen!
Det blev Fahrenholtz sidste førsteholdskamp, både som målmand, højre back og venstre wing. I sin egenskab af UK-formand var Preben Fahrenholtz medlem af bestyrelsen i tre år (1966-69).
Døde 03-03-2018 som 81-årig. Boede i Valby.
20. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen
