Essen, Søren von

Søren von Essen, født 10-07-1979 (Fredericia), forsvarsspiller, 14 kampe/1 mål (2005).

Senior: Fredericia (1998/02 – 135 kampe/14 mål), Ølstykke (2002/04 – 75 kampe/12 mål), B.93 (2005) og Fremad Amager (2005/07 – 43 kampe/1 mål).

Søren von Essen var en stor og stærk forsvarsspiller, der skød som en hest. Han scorede i en hjemmekamp for Ølstykke fra banens midte med et kanonskud. Søren von Essen var stærk i hovedspillet. Til trods for han var forsvarsspiller scorede han en del mål.

Søren von Essen kom til B.93 fra Ølstykke sammen med Nicolaj Lund, der også oprindelig kom fra Fredericia. De indgik ikke i den nye Ølstykke-træner Michele Guarinis planer.

I B.93 ventede store udfordringer, idet B.93 efter første halvdel af sæsonen 2004/05, var med i bundstriden med 15 kampe og kun 11 point.

Søren von Essen debuterede for B.93 som 25-årig i udekampen mod Dalum, som var turneringskamp nummer 17 i sæsonen 2004/05 i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Jesper Falck, Søren von Essen, Jonas Scumacher – Nikolaj Lund, Rami Kais – Emil Dyre Nielsen, Danny Mirabel, Bo Henriksen og Danny Jung. På bænken: Andreas Schaarup (målmand), Adam Geertsen, Anders Hadberg og Heine Olesen. Træner: Danny Jung og Dan Lübbers.

Kampen blev tabt med 1-4, og derved var situationen i bundstriden ikke blevet lysere. Da næste kamp mod NFA også blev tabt (1-2), valgte bestyrelsen at udskifte makkerparret Danny Jung og Dan Lübbers med den nye træner Ole Mørk.

Den første kamp med Ole Mørk som træner var positiv, idet udekampen mod Brønshøj sluttede 2-2. Det var Bo Henriksen der udlignede til 1-1. I starten af 2. halvleg scorede Søren vor Essen sit enlige 93-mål på et fladt skud, men de tre point smuldrede kort før tid. Trænerskiftet gav ikke den ønskede chokvirkning (12 kampe og 6 point), og B.93 røg ud med et brag.

Efter nedrykningen skiftede Søren von Essen til Fremad Amager i sommerpausen 2005.

Redaktionen er lidt usikker på, hvornår Søren sluttede i Fremad Amager, og om han fortsatte karrieren andre steder. Og så mangler vi i den grad et profilbillede af manden med det fornemme mellemnavn.

16. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen