Drost, Oliver

Oliver Vugrin Flindt Drost, født 04-11-1995 (København), angriber, 67 kampe/25 mål (2014/16). Har spillet 2 U19-landskampe/0 mål (2014) og 1 U20-landskamp/0 mål (2016).

Ungdom: Snekkersten, Helsingør, B.93 (U15), Helsingør og BSV. Senior: B.93 (2014/16), Vejle (2016/17), AC Horsens (2017/18), Kolding IF (2019), AC Horsens (2020), Kolding IF (2021) og FC Helsingør (2021>). . Oliver var en kort periode i B.93 da han var ungdomsspiller. Som 18-årig vendte han tilbage til Østerbro, hvor han indgik en 2-årig kontrakt. Oliver er et stort talent, en lynhurtig og driblestærk kantspiller i venstre side.

Oliver debuterede i forårets første kamp, hjemme mod Næstved (0-1), hvor holdet var:

Ronni Raun – Mads Heidelbach, Marco Holst, Martin Heisterberg, Thomas Høegh – Anders Simonsen, Danny Mirabel, Morten Levinsen – Morten Haulund, Olcay Senoglu og Oliver Drost. På bænken: Christian Andreasen, Omar Roshani og Sebastian Czajkowski, der alle kom ind. Ubenyttede: Nicolas Nielsen (målmand), Jason Svensson, Rógvi Poulsen og Victor Johannessen. Træner: Kim Splidsboel.

I foråret 2014 spillede Oliver 14 kampe, de otte med start på bænken. Da han kom ind i udekampen mod Fremad Amager gik der ikke lang tid før han tog et Maradonna-lignende slalomløb forbi 4-5 af de blå; straffe, rødt kort og 3-2 til B.93. Olivers første bevis på sit talent. Der kom flere beviser i løbet af foråret. Og i forårets sidste kamp mod Avarta (4-1) kom Olivers første mål. Et af de flotte af slagsen.

I sæsonen 2014/15 blev det til 26 kampe/8 mål. Men det var først i foråret, at Oliver blev fast indestarter. Og han blev bedre kamp-for-kamp, og sluttede sæsonen af med scoringer mod Avedøre (2-0) og dobbeltscoring mod BSV (2-0). I efteråret 2015 var Oliver indestarter i stort set alle kampene. Han spillede nogle fremragende kampe, bl.a. i hjemmekampen mod Frem (2-3).

Oliver fik sit store gennembrud i foråret 2016, hvor B.93 spillede i 2. division, nedrykningsspil. Han scorede 13 mål og det var i blot 12 kampe, heraf kun ni fra start. Da han meddelte, at han ville prøve noget nyt ved kontraktudløb i juni måned, måtte han acceptere at starte på bænken. Hans spilletid blev også begrænset af to røde kort (mod Jammerbugten, hjemme og Kolding IF, ude). Og han er ellers ikke typen der ser rødt. I hjemmekampen mod Kolding IF (7-1) var Oliver forrygende, og scorede fire mål, det ene flottere end det andet. Det var 10 år siden, at en 93’er sidst havde scoret fire gange. Vi skal tilbage til 2006, hvor Henrik Lyngsø Olsen scorede fire gange mod Glostrup (6-0), også på Østerbro Stadion.

Olivers far er fra Kroatien, derfor det ikke helt danske mellemnavn Vugrin. Olivers søster Olivia spillede også i B.93 og er inde i landsholdsvarmen (p.t. 6 kampe på U16/U17-landsholdene). Oliver fik sin landsholdsdebut på U19 i februar 2014. Olivers fætter er Emil Berggreen (først skiftet fra Brønshøj til Hobro og senere til Eintracht Braunschweig). Olivers grandfætre Alex og Philip Drost er habile golfspillere.

Derimod er Oliver ikke i familie med de tidligere førsteholdsspillere Nicolas Drost og Ulrik Drost, som i øvrigt heller ikke er i familie med hinanden.

Nu håber vi Oliver finder en god klub, hvor han kan udvikle sit åbenlyse talent. Valget faldt på hæderkronede Vejle, som spiller i en række højere (1. division).

Hans første tid i Vejle var skadespræget. Herefter blev han udlejet først til Horsens, derefter til Kolding. Efter fem år i det midtjyske vendte han tilbage til barndomsklubben i Helsingør.

10. december 2023 / Palle ‘Banks’ Jørgensen