Peter Frederik Henry Demant, født 11-11-1902 (København), målmand, 6 kampe/0 mål (1921/31).
Henry Demant, ikke dement, var reservemålmand, først for Kaj Olsen, senere for Svend Jensen. Derfor blev det til beskedne seks kampe i løbet af 10 år.
Henry debuterede 30-10-1921 i en ligegyldig kamp i mellemrækken (lang forklaring) mod Viktoria (6-0). I sæsonen efter var der igen brug for Henry Demant, idet den normale målmand Kaj Olsen havde meldt afbud bare fordi han skulle til bryllup. Det var for øvrigt hans eget.
Henry Demant skulle derfor vogte målet i pokalkampen mod mellemrækkeholdet KFUM i Idrætsparken. Slaget blev ledet af, cand. jur. Krarup fra AB.
Holdet var: Henry Demant – Fritz Tarp, Charles Jensen – Christian Grøthan, Poul Jensen, Erling Christensen – August Bøge, Michael Rohde, Magnus Simonsen, Thorkild Larsen og Georg Hansen.
Kampen blev vundet 6-3 (4-1), målscorer: Michael Rohde (3), Magnus Simonsen (2) og Thorkild Larsen (1). Det var ikke tilfredsstillende for Henry, at KFUM overlistede ham tre gange.
Henrys sidste kamp var den 23-08-1931, næsten 10 år efter debuten. Første runde i DBU-turneringen, hvor AaB i Idrætsparken blev besejret med 15-5 (4-2). Det mest målrige opgør i hele DM-historien. Holdet var: Henry Demant – Fritz Tarp, Ejner H. Hansen – Poul Zølck, Poul Jensen, Haldur Lasthein – Svend Petersen, Michael Rohde, Henry Nielsen, Kaj Uldaler og Carl Stoltz.
Henry Demant døde den 17. februar 1967 (København). Han blev 64 år.
6. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

