Dennis Ebbe Brooker, født 31-01-1955 (Frederiksberg), angriber, 34 kampe/2 mål (1975/79).
Dennis, der kun har spillet i B.93, var ungdomsspiller med bl.a. Ivar Roitmann, John Verner, Søren ’Hattens’ Rasmussen, Per Rintza, Michael Stangerup, Mogens Løber og ikke mindst klubrekordholderen Ole Petersen. Dennis var en teknisk spiller. Han manglede noget fysik.
Dennis debuterede på førsteholdet i pokalkampen i Aarhus mod IHF/Fuglebakken den 26. juli 1975. Han erstattede Jens Kolding, der var blevet skadet i pokalkampen mod Skovshoved (5-0) ugen forinden. Holdet var: Henrik Juul – Leif Kronholm, Ole Petersen, Finn ’Ludo’ Jensen, Ejgil Roland Peyersen – Erling Bøje, Ole Jensen, Finn Ilsø – Søren Rasmussen, Bent Andersen og Dennis Brooker. På bænken: Leo Christiansen. Træner: Erik Gynild. Det blev til et pokalnederlag på 0-2.
Dennis var fast mand i efteråret 1977, hvor det lykkedes B.93 at undgå nedrykningen efter en fornem slutspurt uden nederlag i de sidste syv kampe mod: Randers Freja (4-1), Frem (3-0), KB (1-1), OB (2-2), B1909 (3-2), Køge (2-2) og Frederikshavn (3-0). Og Dennis Brooker var med til at starte serien, idet han scorede både mod Randers Freja og Frem.
Dennis Brooker spillede 75 kampe på 2. holdet i perioden 1974/82, hvor han nettede 20 gange. Han må åbenbart være slidt op, for han lagde tidligt støvlerne på hylden.
Dennis levede et hårdt liv, og den 21. februar 2014 kom slutafregningen. Dennis blev 59 år. Han boede det meste af sit liv på Østerbro.
25. februar 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen

