Brøndum, Christian

Christian Schelde Brøndum (født Petersen), født 31-03-1980 (Valby), angriber, 81 kampe/11 mål (2001/04).

Christian Petersen, som han hed dengang, var ungdomsspiller i B.93. Han var en meget bevægelig offensiv midtbanespiller. De første par år som senior var han fast mand på 2. holdet. Han udviklede sig til, at blive en meget løbestærk midtbanespiller, der opererede både defensivt og offensivt. Han var udfordrende i sit spil på kanterne, og scorede en del mål sidst i karrieren.

Christian Brøndum debuterede som 20-årig på førsteholdet. Det skete i sæsonen 2000/01, hvor han var med i den første kamp i anden halvdel, udekamp mod Fremad Amager den 18. marts 2001 i Sundby Idrætspark. En kamp i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Kristoffer Aagaard, Thomas Høy, Per Krøldrup, Morten Karlsen – Troels Jensen, Thomas Axel Madsen, Newroz Dogan – David Rasmussen, Ulrik Drost og Lasse Sigdal. På bænken: Vedran Covic (målmand), Ulrik Basso Larsen, Mirko Selak og Christian Brøndum (debut). Træner: Jesper Pedersen (debut).

Kampen blev vundet 5-2, lidt af en præstation i Sundby Idrætspark, hvor B.93 gennem årene har haft det svært. Christian kom på banen i 2. halvleg, hvor B.93 var i undertal, efter Troels Jensen var blevet udvist. Det blev kun til denne ene kamp for Christian i sæsonen.

Til gengæld var han stort set fast mand i de kommende tre sæsoner. 2001/02 (27 kampe/1 mål, nummer 14 i 1. division), 2002/03 (29 kampe/5 mål, nummer 12 i 1. division) og 2003/04 (20 kampe/3 mål, nummer 13 i 1. division). Altså tre sæsoner i næstbedste række, hvor det hvert år drejede sig om ikke at rykke ud.

Christian Brøndum var med i de fire første kampe i efteråret 2004, hvor han scorede to mål. Han foretog herefter et højest uventet klubskift til Kalundborg (2004/05). Herefter: Frem (2006/08 – 54 kampe/7 mål), Ølstykke (2008/09) og Stenløse (2009/11).

B.93 forsøgte af flere omgange, at hente Christian Brøndum tilbage til klubben. Det lykkedes ikke. Christian  (nu: Ljungberg) Brøndum spiller nu oldboys for Frem.

13. maj 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen