Christen Brøgger, født 29-08-1925 (Østerbro), 41 kampe/0 mål (1945/48). Spillede 20 A-landskampe/0 mål (1952/56) alle for AB. Det blev derudover til 1 B-landskamp og 4 U-landskampe. Hans debut på U-landsholdet i 1946 var for B.93, de øvrige fire kampe var for AB.
Ungdom: B93 (12-18 år). Senior: B93 (1945/48) og AB (1948/59 – 180 kampe). Christen Brøgger var en meget høj spiller på omkring to meter. Han var ranglet som en bønnespire. Hans ualmindeligt lange ben gjorde, at han var meget vanskelig at komme forbi. Han fik da også det betegnende øgenavn “Stoppenålen”.
Med B.93 vandt han DM i 1946. Som 22-årig forlod han overraskende sin barndomsklub. Årsagen var, at han ikke trivedes med sine holdkammerater. Han skiftede til akademikerne på Nørre allé, hvor han følte sig mere velkommen. Han vandt DM med AB i 1951 og 52. ”Stoppenålen” måtte stoppe som 33-årige pga. en meniskskade.
Brøgger kom ikke med til OL i Helsingfors (1952), fordi han blev skadet i en forberedelseskamp mod det indiske hold All India, hvis spillere endda for størstedelens vedkommende spillede uden fodtøj – fødderne var beskyttet med gazebind! Det var først i 1990, det blev indført i lovene, at en spiller skulle være iført støvler eller sko. Dog nævnes det, at hvis en spiller tilfældigvis mister støvlen, må han fortsætte spillet (som da Preben Elkjær scorede for Verona mod Juventus 2-0 i oktober 1984. Christen Brøggers afbud til OL gav debut til hans tidligere klubkammerat Poul Andersen.
Brøgger var/er også en glimrende tennisspiller. I 1943 vandt han DM for juniorer – og i 2001 vandt han DM for +75 år, det var i herredouble med Steen Blicher (AB). Brøgger var indkøbschef i Grafisk Institut og senere salgschef for et finsk papirfirma. Brøgger, der blev enkemand i 2007, boede det meste af sit vosenliv i højhusene på Bellahøj med udsigt over København. Han kom på plejehjem i 2013.
Christen Brøgger døde den 8. september 2013 (Plejehjem i Brønshøj). Han blev 88 år.
9. september 2013 / Palle ”Banks” Jørgensen

